Nye kontrakter på fremrykningerne
Femern A/S har skrevet kontrakt på tre af de fremrykkede aktiviteter
Femern A/S har netop skrevet under på kontrakterne til endnu tre anlægsarbejder. C. Holbøll & Sønner A/S fra Næstved har fået tildelt opgaven med etableringen af en vej med cykelsti (Forlagt Strandholmsvej Nord). Arkil A/S har vundet opgaven med en ledningskorridor under den fremtidige linieføring for motorvejen til og fra tunnelen (Ledningskorridor Nord), og MSE A/S fra Nørre Alslev har vundet opgaven med en anden ledningskorridor (Ledningskorridor Syd).
- Opgaven med Forlagt Strandholmsvej var tidligere en del af et større vejudbud, men da arkæologerne ved deres forundersøgelser fandt noget, der skulle undersøges nærmere på en del af arealet, besluttede vi os for at dele vejstykket op i flere entrepriser for at sikre os, at arbejdet ikke kom til at stå stille, forklarer kontraktdirektør i Femern A/S, Henrik Christensen.
- At vi derfor nu sætter gang i Forlagt Strandholmsvej Nord og først udbyder og igangsætter opgaverne med de resterende vejstykker, når arkæologerne er færdige, sikrer således en fortsat robust tidsplan for de fremrykkede aktiviteter, siger han.
Planen følges
Forlagt Strandholmsvej bliver adgangsvej til den fremtidige camp ved tunnelelementfabrikken og skal samtidig i byggefasen sikre adgang til den nye pumpestation, Femern skal anlægge for at sikre afvanding af markerne. De to nye ledningskorridorer er væsentlige brikker i opgraderingen af forsyning af el, vand og kloak til hele området ved Rødbyhavn hvilket kommer både tunnelelementfabrik, camp og de lokale borgere til gode. Alle tre anlægsarbejder går i gang nu og skal være færdige inden jul.
- Vi har nu været i gang med de fremrykkede aktiviteter i et års tid, og det er godt at se, at arbejdet kører helt planmæssigt, og at flere og flere brikker falder på plads, siger Henrik Christensen.
En række af de fremrykkede aktiviteter er afsluttede.