3000 gange nej i høringsproces
3.000 indsigelser synes mange, men hvor forskellige indsigelserne er, ved vi ikke noget om på nuværende tidspunkt, og bygherren, Femern A/S, udstråler stor selvsikkerhed og tro på, at indsigelserne ikke kommer til at forsinke projektet. De har gjort deres hjemmearbejde, siger de.
Høringer, som den tyskerne netop har afsluttet vedrørende Femernforbindelsen, skal blandt andet sikre, at der tages hensyn til enkeltpersoners og virksomheders interesser for eksempel i forbindelse med gennemførelse af store anlægsarbejder.
Det kender vi fra Danmark, hvor vi har en lang række lovfæstede krav lige fra ejendomsrettens ukrænkelighed i grundloven til forskellige krav om offentlige høringer, hvor man kan fremsætte synspunkter og komme med indsigelser mod en konkret aktivitet, og dermed være med til at sikre hensynet til individets interesser, hvor det kolliderer med bredere samfundsinteresser.
Sikringen af individets interesser gennem adgang til høringer, indsigelser og klager er en vigtig forud-sætning for et samfund, som det vi har valgt Danmark skal være, men det er også vigtigt, at vi forstår og respekterer, at vores adgang til høringer, indsigelser og klager er en ret, som vi skal forvalte med respekt.
Vi skal ikke lade os friste til at bruge retten destruktivt for at fremme snævre interesser på bekostning af helheden med det resultat, at de regler, der skulle sikre individets interesser, i virkeligheden kommer til at skabe barrierer for, at samfundet kan fungere på en fornuftig måde i en god balance mellem individets og fællesskabets interesser.
Jeg ved ikke, om de 3.000 tyske indsigelser på Femern eller en stor del heraf har en karakter, som udfordrer det hensigtsmæssige i reglerne om individets adgang til indsigelser, men vi har også et eksempel på et rent dansk projekt, hvor indsigelserne var mange og betød både forsinkelser og for-dyrelser.
Man kan ikke gennemføre store anlægsprojekter i tæt bebyggede byområder, uden det giver gener i form af støj, støv og trafikale forhindringer.
Det måtte beboerne omkring Marmorkirken sande, da de blev naboer til anlægsarbejderne i forbindelse med anlæg af den nye Metrocityring i København. De kunne fortælle, at støjgenerne var så voldsomme, at det var forbundet med helbredsmæssige risici at bo og opholde sig i lejlighederne. De blev vist også støttet i de udtalelser af forskellige lægelige eksperter.
Beboernes klager mod Metrocityprojektet og de tilknyttede støjgener resulterede i flere ændringer og indskrænkninger i entreprenørernes muligheder for at arbejde på en rationel måde. Metrocityprojektet blev på den konto påført forsinkelser og fordyrelser, og derfor var det rigtig godt, at den dengang nytiltrådte transportminister, Magnus Heunicke (S), som en af sine første ministergerninger fik gennemført en lov, som havde til formål at få enderne til at nå sammen på det indtil da uløselige dilemma – beboernes ønsker om at undgå helbredsskadelige støjgener og Metroselskabets ønske om at gen-nemføre anlægsarbejdet for den nye Metrocityring på en hensigtsmæssig måde.
Med den nye lov kunne beboerne vælge mellem at slippe for støjgenerne ved genhusning eller overdragelse af lejligheden til metroselskabet mens anlægsarbejdet stod på eller få en skattefri kompensation på op til 20.000 kroner hver måned.
Så vidt det er oplyst, har langt den største del af beboerne valgt at leve med støjgenerne mod at få den attraktive økonomiske kompensation. Det kan selvfølgelig undre, at beboere, der inden loven hævdede, at støjen var helbredstruende, vælger den økonomiske kompensation.
Det svarer næsten til, at kommunens borgere foretrækker, at kommunen undlader at sikre forsvarlig fodgængerpassage af en trafikeret vej mod at betale fodgængerne 100 kroner for selv at forsøge at slippe helskindet over vejen.
Vi har desværre flere eksempler på konflikter mellem anlægsprojekter og naboer, og hvor man ikke helt kan slippe en fornemmelse af, at klagereglerne misbruges.
Ser man tilbage på historien om modstanden fra beboerne omkring Marmorkirken mod anlægsarbejdet for Metrocityringen og deres anvendelse af klagesystemet, selv om støjgenerne tilsyneladende ikke var værre end de kunne kureres med penge, og sammenholder man det med eksemplet med de 3.000 tyske indsigelser mod Femernforbindelsen, som vi ganske vist endnu ikke kender i detaljer, så bør disse to eksempler give stof til eftertanke – har man brugt eller misbrugt klagereglerne på en uhensigtsmæssig måde?
I et samfund som det danske er det helt grundlæggende, at individets interesser naturligvis skal tilgodeses, men det er også vigtigt, at de regler, der skal sikre individets interesser, ikke anvendes i en chikanelignende kamp, som påfører samfundet urimelige byrder i form af økonomiske tab og forsinkelser af anlægsprojekter, der er til glæde for de mange og en forudsætning for samfundets udvikling og velstand.
Derfor bør regeringen tage initiativ til en kulegravning og vurdering af de mange regler, der skal sikre individets interesser i forbindelse med store anlægsarbejder.
Individets interesser skal naturligvis sikres, men de eksempler, vi har set med Metrocityringen og Femern, bør i hvert fald give anledning til overvejelser om, hvorvidt tiden er løbet fra reglerne, som de er på nuværende tidspunkt.
Reglerne skal give sikkerhed for den enkelte, men de skal ikke være et redskab som kun bruges til at undergrave samfundets interesser.
“Det er også vigtigt, at de regler, der skal sikre individets interesser, ikke anvendes i en chikanelignende kamp, som påfører samfundet urimelige byrder i form af økonomiske tab og forsinkelser af anlægsprojekter, der er til glæde for de mange og en forudsætning for samfundets udvikling og velstand."
