Et vindue til Rusland
Hos vinduesproducenten Velux Gruppen, der har over 200 lokale medarbejdere i Rusland, er salget fortsat i gang, især til private, trods den politiske uro
Fra Moskva fortæller direktør Jesper F. Petersen, fra Velux Gruppen i Rusland, at de russiske kunder fortsat viser stor interesse for virksomhedens ovenlysvinduer, der fremstilles på fabrikken MD-RUS nær Jaroslav i det nordøstlige Rusland, cirka 250 km fra Moskva.
- Russerne bekymrer sig om deres boliger og går op i kvalitet. Især fra det private boligmarked mærker vi fortsat stor interesse, mens den kommercielle del af markedet, herunder kontorbyggerier, går noget langsommere, siger Jesper F. Petersen til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Med siden 1991
Velux Gruppen har været til stede på det russiske marked siden 1991, og trods finanskrisen, der i 2009 også ramte Rusland hårdt, ser Jesper F. Petersen fortsat tegn på en positiv udvikling.
- I starten af 1990erne, da Sovjet var brudt sammen, var der mange planer om at modernisere de gamle boligblokke fra 50erne og 60erne. Man talte meget om at tilføje tagetager, for at komme boligmanglen til livs. Det blev ikke til så meget, men nu er der kommet fornyet interesse for projekterne, fortæller Jesper F. Petersen.
Det er derfor en relativt optimistisk Velux-direktør, der i spidsen for godt 100 salgsmedarbejdere i det russiske salgsselskab, Velux Zao, ser på den nuværende spændte situation, der er præget af overskrifter om handelskrig med Rusland.
- Jeg tror, at vi med vores lokale forankring har bedre muligheder for at klare os gennem krisen. Virksomheder, der producerer lokalt, er heldige. Og vi mærker fremgang efter de hårde år efter finanskrisen. Russerne efterspørger vores varer og er ikke interesserede i, om produktet er dansk eller kommer andre steder fra. Det vigtigste er, at de opfylder kundernes behov. Af samme grund taler vi heller ikke meget politik med vores russiske samarbejdspartnere, men koncentrerer os om at få forretningen til at køre. Så i det lys er det "business as usual", selv om vi naturligvis følger den politiske udvikling og holder øje med, om kunderne formår at betale til tiden. Og det gør de, siger Jesper F. Petersen.
Holder på pengene
Han kan derfor også mane de rygter, der har kørt i danske medier, om snarlig lukning af fabrikken, i jorden.
Trods hårde år umiddelbart efter fabrikkens åbning i 2008. Det var rygter, der i danske medier kom frem i foråret og beklageligvis gengivet i Licitationen mandag. Her skrev vi også, at pengene i den periode fossede ud af Velux Gruppens russiske fabrik. Det var ikke tilfældet.
- Men russerne holder også på pengene, og vi kan mærke, at det går lidt langsommere med salget end i begyndelsen af året, men det har ikke noget med vores produkter at gøre, men derimod, at russerne også holder vejret. Men der er ikke tale om, at bunden er på vej ud af markedet. Vores salg, i disse måneder, hvor det er højsæson for byggeriet, er på niveau med samme periode sidste år, siger han.
Velux-direktøren fortæller, at russerne altid har været gode til at holde dampen oppe, rent forretningsmæssigt:
- Rusland er uforudsigeligt og meget stort. Jeg vil ikke sige, at det politiske landskab er adskilt fra forretningslivet, men landet er så stort, at der kan være kræfter andre steder, der snart trækker i andre og for dansk erhvervsliv mere positive retninger, siger Jesper F. Petersen.
Russiske vinduer
Velux Gruppen er stærkt repræsenteret i Rusland og har været tilstede på det russiske markedet siden 1991. Gruppens aktiviteter omfatter både salg under navnet Zao Velux, og fremstilling af ovenlysvinduer på fabrikken MD-RUS, i det nordøstlige Rusland. Salgsaktiviteterne udgår fra salgskontorer i Moskva, Sankt Petersborg og Krasnodar Omtrent 200 arbejdspladser er bundet op på selskabets russiske aktiviteter, herunder 107 fuldtidsansatte på fremstillingsfabrikken og godt 100 i salgsfunktioner.