Fortsat overenskomst for arkitektfirmaer
Arkitektoverenskomst skal tilpasses DIs øvrige funktionæroverenskomster
Det var budskabet, da Arkitektforbundet, Konstruktørforeningen, Teknisk Landsforbund (TL) og Jordbrugsakademikerne for- leden var til møde med Danske Ark og DI om konsekvenserne for overenskomstsamarbejdet - at Danske Ark fra 1. maj bliver en del af DI, og dermed overlader forhandlingsretten til DI.
Fagforbundene har de seneste måneder været stærkt utrygge ved udsigterne til Danske Arks optagelse i DI, ikke mindst fordi Danske Ark allerede i efteråret opsagde hovedaftalen, der regulerer forhold omkring genforhandling af overenskomsterne.
- Vi mener ikke, der har været grundlag for denne usikkerhed, og jeg har også indtryk af, at forbundene har forstået, hvorfor vi har været nødt til at opsige hovedaftalen, så vi så at sige ville være i stand til at starte på en frisk, hvis det endte med en optagelse. Det har aldrig været tanken, at vi ville frigøre os fra overenskomsten, siger Christian Lerche, adm. direktør i Danske Ark, efter mødet.
Han slår samtidig fast, at der bliver tale om en anderledes overenskomst.
- DIs styrke er blandt andet, at der er ret ensartede rammer for de overenskomstdækkede arbejdsgivere, og rammerne for arkitektområdet skal derfor tilpasses de allerede kendte overenskomster på funktionærområdet. Det har vi fuld forståelse for og er enige i. DI har været dygtigere end os til at trimme rammerne på funktionærområdet, siger han.
Ensartet grundlag
Budskabet fra DI og Danske Ark er modtaget positivt i Arkitektforbundet.
- Det er vores indtryk, at rigtigt mange af Danske Arks medlemmer er glade for overenskomsten, da den lægger et ensartet grundlag for driften i virksomhederne. Og med de tendenser, der er i branchen til at underbyde hinanden, hjælper overenskomsten med til, trods konkurrence, at fastholde standarden på medarbejdersiden, siger forbundets formand Peter Toftsø i en pressemeddelelse.
Organisationerne vil i maj blive inviteret til møde i DI med henblik på senere drøftelser af overenskomsternes fremtidige indhold.
Som den eneste af de fire organisationer har TL i forvejen overenskomst med DI.