Byggenyt
Aalborg: Der er planer om op imod 188 ungdomsboliger i og omkring Poul Paghs Gade Skole i Aalborg, og ikke bare de 120 boliger, som arealets ejer, Plus Bolig, allerede har fået kvote til, skriver Nordjyske Stiftstidende.
De ekstra boliger skal i givet fald indrettes i nybyggeri for hver ende af den bevaringsværdige skolebygning.
Det fremgår af en startredegørelse, som er et indledende skridt til en lokalplan. Plus Bolig, der er en almen boligorganisation har erhvervet Poul Paghs Gade Skole af VUC Nordjylland i forbindelse med, at sidstnævnte er rykket til et nyt byggeri.
CF Møllers Tegnestue har tegnet et forslag til, hvordan nybyggeri kan opføres i de to nye byggefelter - et ved hver af skolens gavlender. Hvert byggefelt rummer mulighed for at bygge i syv og fem etager. Samtidig indebærer forslaget, at de to byggefelter trækkes en smule tilbage i forhold til skel mod vejen for at fremhæve skolebygningen, der betegnes som en bevaringsværdig bygning og et vigtigt kulturspor. Projektet er blandt andet inspireret af det prisbelønnede Tietgenkollegiet i København.
REGION MIDTJYLLAND
iKAST: Nu går næste etape i arbejdet med renovering af Boligselskabet Bomidtvests boliger i Østbyen i Ikast i gang. Boligforeningen har netop sendt renoveringen af Afdeling 630 område B i licitation. Det omfatter 118 boliger fordelt på otte boligblokke, der er opført i 1963.
Facaderne skal efterisoleres og have ny skalmuring. Desuden skal der sættes nye døre og vinduer i. Der kommer også nye altaner, og taget efterisoleres og afsluttes med ny tagpapdækning. Derudover får lejligheder nyt køkken, bad og bedre ventilation. Endelig slås 32 mindre lejligheder sammen.
REGION SJÆLLAND
Holbæk: I begyndelsen af 2016 skal der efter planen stå 13 topmoderne handicapboliger klar på Ny Tåstrupgårdvej 2 i Holbæk. Her ligger Abildgården og for tiden er der 12 boliger. Men de er ikke tidssvarende, og derfor sættes der nu gang i arbejdet frem mod at få opført nye boliger, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Abildgården ligger på en 15.000 kvm stor grund mellem jernbanelinjen og Roskildevej. De nuværende boliger ligger omtrent midt på grunden, mens de nye boliger vil blive opført umiddelbart øst for de eksisterende boliger.
Det ligger fast at der skal opføres 13 boliger, hvoraf den ene er til aflastning. De nuværende bygninger skal bruges til personalefaciliteter, dels til interne aktivitetstilbud.
Lejerbo skal bygge de nye boliger, der opføres som almene boliger. Der satses på indflytning i første halvdel af 2016. Ud over de nye boliger etableres også nye parkeringspladser.