23948sdkhjf

Seks konsortier byder på teknisk Femern-entreprise

Udbuddet af byggeriet af verdens længste sænketunnel over Femern Bælt er på vej ind i den næste fase
Dialogen med de store tunnelentreprenører om betingelserne for byggeriet af selve betontunnellen blev skudt i gang sidste år. Nu starter udbuddet af tunnelens omfattende indhold af elektriske og mekaniske installationer.

Udstyret og anlæggene består blandt andet af ventilation af tunnelen samt bygninger, nøddøre, brandbekæmpelsessystemer, dræn, kabel- og rørføringer, elevatorer, transformatorer, belysning, overvågning og kontrolsystemer samt kommunikationssystemer.

Bygherreselskabet Femern A/S har netop modtaget en række ansøgninger fra seks store internationale entreprenørkonsortier, der ønsker at blive prækvalificeret til arbejdet med de elektriske og mekaniske installationer i tunnelen.

De seks konsortier består af 17 virksomheder fra otte lande. Ud over Danmark og Tyskland er der kommet ansøgninger fra England, Sverige, Spanien, Italien, Frankrig og Østrig.

Omfattende kontrakt

Der er tale om en omfattende kontrakt, der har en værdi i omegnen af 500 mio. euro (3,7 mia. kroner).

Den kræver store ressourcer og teknisk dygtighed. Derfor er det meget tilfredsstillende, at få så mange bud på opgaven. Det siger Steen Lykke, teknisk direktør ved Femern A/S.

- Det er meget glædeligt, at interessen for denne kontrakt har været så stor. Der er tale om en meget omfattende og flerårig kontrakt. Når vi får mange bud, er det med til at sikre, at vi finder den bedste leverandør til at løfte de meget vigtige og komplicerede opgaver, siger Steen Lykke.

Arbejdet med de elektriske og mekaniske installationer forventes at begynde i 2016, og entreprenøren vil blive forpligtet til at stå for vedligeholdelse af anlægget i de første år, efter tunnelen står færdig i 2021.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453