Byggenyt
Odder: Odder Kommune har modtaget en forespørgsel om muligheden for at etablere en dagligvareforretning på hjørnet af Vennelundsvej og Venneslaparken.
Odder Kommune har udlagt et andet område ved Vestermarken som en mulig beliggenhed for en dagvareforretning, men der har ikke hidtil været interesse fra relevante firmaer for at opføre en forretning her.
På byrådsmødet den 7. april var der positiv stemning i forhold til forespørgslen til en forretning ved Vennelundsvej/Venneslaparken. Alle partier tilkendegav, at det er en udmærket ide, og at forslaget bør komme i offentlig høring, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Det er Odder Kommune, der ejer området, som i øjeblikket er udlagt som rekreativt område. Det vil derfor kræve dels en ændring af kommuneplanen, dels en ny lokalplan for området, inden forretningen kan etableres.
Inden denne planlægning kan gå i gang, skal der dog afholdes en såkaldt for-offentlighedsfase", hvor borgerne har mulighed for at kommentere forslaget.
Denne for-offentlighedsfase vil være på 21 dage fra forslagets annoncering, hvilket vil ske snarest.
Aarhus: På et borgermøde for nylig mødte et forslag fra Aarhus Kommune om et nyt byggeri på massiv modstand fra beboerne, skriver Aarhus Stiftstidende.
Emnet var et planlagt byggeri af seks punkthuse i tre etager bygget oven på en knap seks meter høj parkeringsetage på den smalle, gamle DSB-grund på Skovvejen efter Østbanegården og et rødt pakhus.
Grunden er lukket inde mellem på den ene side Risskovstien og på den anden side jernbanen.
Bag byggeprojektet står selskabet Langelinieparken 3 A/S.
Borgerne er især kritiske over højden på byggeriet. Først et næsten seks meter højt parkeringsdæk og derefter tre etager boliger på 12 meter. Det giver en samlet byggehøjde på 18 meter. Dermed vil det blive småt med udsynet fra de eksisterende rækkehuse og etageejendomme på Skovvejen.
Lokalplanen for det 7.000 kvm store byggeprojekt var i høring frem til 19. marts, og nu er det så op til politikerne at tage stilling til indsigelser og protester. Først efter sommerferien lander lokalplanforslaget endeligt på politikernes bord til endelig godkendelse.
REGION NORDJYLLAND
AULUM: De sidste nye skitser til den kommende multihal i Aulum fra arkitektfirmaet Søren Andersen i Holstebro blev præsenteret på Aulum Fritidscenters generalforsamling forleden, og projektet er ved at nå en afgørende fase.
Multihallen bliver ifølge planerne 980 kvm, og den kan deles op i tre. Ved siden af hallen vil der være klublokale, aktivitetsareal med blandt andet billard, omklædningsrum samt teknik- og depotrum. En halv etage oppe indrettes nyt stort motionscenter med egne omklædningsrum og lockers samt rum til indoor cycling, skriver Herning Folkeblad.
Der skal for at projektet lader sig realisere indsamles 2,5 mio. kroner blandt de cirka 2.700 husstande i Aulum, og denne indsamling starter efter sommerferien.