Fehmarn auf Deutsch
Og bedst som vi alle nu ser frem til, at byggepladserne bliver befolket, og hele det store anlægsapparat går i gang, så er der pludselig en høring på tysk side, som sagtens kan sætte grus i maskineriet. Vi har selvfølgelig hele tiden vidst, at denne fase ville komme, men alligevel er det ikke uden spænding, at resultatet ventes.
Det kan betyde forsinkelser og fordyrelser, men formentlig kun i begrænset omfang, også hvis man tænker i worst case" situationen.
Men fakta er, at den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland er mere vigtig for Danmark og Norden, end den er for tyskerne. Og derfor er der nok en række tyske miljøorganisationer, der vil forsøge at vende synet på Femern i høringsfasen.
Danskerne har alt andet lige brugt så meget krudt på den faste forbindelse over Østersøen, at en udsættelse, - eller i værste fald en annullering vil være katastrofal. Og det ville da også være et af dansk bygge- og anlægssektors helt store nederlag, hvis man må bøje af.
Fra Femern A/S mener man da også, at man har fuldstændig kontrol over situationen, herunder grundige svar på alle de spørgsmål, som modstandere af forbindelsen måtte stille i høringsfasen.
Det er godt at kunne konstatere, at danskerne er blevet bedre til at forudse og håndtere tyske myndighedskrav. Det har vi før haft problemer med, og det har kostet danske virksomheder dyrt. Men i dette tilfælde lader der til at være styr på tingene, og så må vi bare håbe, at der ikke er en eller anden glemt tysk Flegermaus", der kan få tingene til trække ud som i en langtrukken opera.
Omvendt er en høringsfase fair, og den skal gennemføres. For debatten og svar på en uendelig række af spørgsmål er med til at afklare tingene, og forhåbentlig øge accepten. Og det er også op til den danske bygherre og andre interessenter at være aktive med hensyn til at besvare spørgsmål og påtage sig sin del af ansvaret for, at projektet kan gennemføres på forsvarlig vis.