Fej for egen dør

Ifølge erhvervsminister Ole Sohn er den lave produktivitet hos mange især mindre virksomheder "et stort problem, fordi høj produktivitet er nødvendig for at sikre vores velstand og velfærd":

- Regeringen vil derfor i efteråret fremsætte et konkurrenceudspil, som skal understøtte konkurrencen og bidrage til en stærkere produktivitetsvækst, meddelte Ole Sohn tirsdag samtidig med, at han lancerede en analyse om yderligere vækst- og produktivitetspotentiale i danske virksomheder.

Nu kan det måske være svært for ministeren at forstå, at hvis der er tilstrækkeligt incitament (læs: økonomisk gevinst) til at øge produktiviteten ved eksempelvis at arbejde ekstra, så skal det private erhvervsliv nok yde det nødvendige. Anderledes forholder det sig med den offentlige sektor, som tilsyneladende har fred til at leve sit eget liv i skyggen af udviklingen i det private erhvervsliv. Når de ansatte i private virksomheder i forbindelse med overenskomsterne fik en økonomisk belønning for en øget produktivitet, smitter det direkte af på de offentligt ansattes løn, uanset om produktiviteten stiger eller ej, og derfor fremstår Ole Sohns bekymring for "manglende konkurrence" i de private virksomheder som rendyrket hykleri, for på langt de fleste områder er den offentlige sektor undtaget for konkurrenceudsættelse.

Finansminister Bjarne Corydon erkender selv i et svar til Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, at "der foreligger udelukkende en opgørelse af produktivitetsudviklingen i den private sektor", og at den manglende produktivitetsopgørelse for det offentlige skyldes, at "de offentlige serviceydelser generelt ikke afsættes på et marked, hvorfor der ikke eksisterer markedsmæssige priser". Det er vist det, der i byretten kaldes en "ren tilståelsessag"!

Ole Sohns seneste angreb på den private sektor er endnu et eksempel på, hvordan politikerne sætter kikkerten for det blinde øje, når det gælder den produktivitet, de selv har ansvaret for. Ole Sohn burde "feje for egen dør".

De offentlige udgifter er i størrelsesordenen 1.000.000.000.000 (et tusind milliarder) kroner. Det er dybt pinligt, når politikerne "slås" om at finde blot minimale besparelser på et så voldsomt budget for at finansiere de nødvendige skattelettelser. I stedet tyer politikerne til den sædvanlige medicin, nye afgifter og forhøjelser af eksisterende.

Og målet er det sædvanlige - at kunne bruge endnu mere end de tusind milliarder kroner på "offentlig velfærd".