23948sdkhjf

Flere genbrugspladser holder døgnåbent

Åbningstiderne på landets genbrugspladser er blevet mere erhvervsvenlige, viser ny opgørelse
Mens supermarkeder i stigende grad øger åbningstiderne og gør det muligt at handle ind til sent ud på aftenen, ser en lignende tendens ud til at gøre sig gældende på landets genbrugspladser.

- Der er en stigende tendens med, at genbrugspladser eksperimenterer med at have døgnåbent. Det anser vi som positivt, da det giver en øget fleksibilitet for virksomhederne, siger Lea Stentoft, som er konsulent i Dansk Byggeris erhvervspolitiske afdeling.

Svendborg Kommune har tre døgnåbne genbrugspladser, mens det fælleskommunale affaldssamarbejde Kara/Noveren har fire i Kalundborg og Roskilde kommuner. Og endnu flere er på vej.

- For to år siden begyndte genbrugspladsen i Bregninge at have døgnåbent, og resten er kommet løbende. Om et par måneder vil genbrugspladsen i Bjæverskov også være døgnåben, og det samme gælder pladsen på Stevns omkring årskiftet, fortæller genbrugschef i Kara/Novoren Finn Kjær.

De udvidede åbningstider har ifølge Finn Kjær været en succes:

- Selvfølgelig er der ikke så mange, der afleverer affald klokken tre om natten, men mange virksomheder kommer mellem klokken fem og 5.30 og afleverer affald fra dagen før.

Åbent fra syv til 16

Samtidig med, at flere genbrugspladser holder døgnåbent, går det generelt bedre med erhvervsvenlige åbningstider på genbrugspladserne. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri.

Her i 2014 er det muligt at aflevere affald på en genbrugsplads i 64 kommuner i otte til ni timer i tidsrummet syv til 16, som Dansk Byggeri betegner som et erhvervsvenligt tidsrum. I 2012 og 2013 var det kun muligt i henholdsvis 45 og 48 kommuner at aflevere affald i det antal timer.

- Selvfølgelig kan virksomhederne planlægge sig ud af at skulle aflevere affald på et bestemt tidspunkt, men det er tidskrævende og øger omkostningerne for virksomhederne, eksempelvis fordi de eksempelvis så i stedet bliver nødt til at køre til nabokommunen, siger Lea Stentoft.

Nogle halter bagud

Lea Stentoft er glad for, at genbrugspladserne generelt er blevet mere erhvervsvenlige, men hun påpeger samtidig, at der stadig er nogle kommuner, der halter bagud.

I 2012 var det kun muligt at aflevere affald i mindre end seks timer i det erhvervsvenlige tidsrum i 18 kommuner. Det tal er i 2014 faldet til 10. En af de kommuner er Skanderborg Kommune, som til hverdag har åbent mellem 12 og 18 - og dermed kun har åbent i fire erhvervsvenlige timer.

- De nuværende åbningstider er primært et udtryk for, hvad der har fungeret inden for de budgetrammer, vi hidtil har arbejdet med. Såfremt vi skal øge åbningstiderne på genbrugspladserne, vil det medføre øgede omkostninger, der skal dækkes ind af brugerne. Hidtil har der ikke været økonomisk basis for at øge åbningstiderne inden for disse rammer, men vi er i fuld gang med at undersøge mulighederne for at øge åbningstiderne, siger Inga Rossen, privatkundechef i Renosyd, som er ejet af Odder og Skanderborg kommuner og har ansvaret for genbrugspladserne.

En udvidet åbningstid vil falde i god jord blandt erhvervskunderne.

- Vi har gennemført en række undersøgelser blandt erhvervskunderne, der tydligt indikerer et ønske om øget åbning i særdeleshed i formiddagstimerne, siger Inga Rossen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109