Godt nyt fra byggeriet
Det er første gang i flere år, at man ser fremgang på disse to fronter. Det er et rigtigt godt signal, at erhvervsbyggeriet stiger lidt, for det betyder, at det private erhvervsliv er lidt i bedring og ikke mindst tror mere på fremtiden.
Alt andet lige betyder det også, at byggesektoren måske kan se en vej ud af at leve udelukkende af offentlige initiativer på byggefronten.
Endeligt er det stærkt positivt, at antallet af konkurser er faldende. Det betyder, at branchen er ved at nærme sig en konsolidering, og det sker efter nogle år, der har kostet i hvert fald et par tusinde bygge- og anlægsvirksomheder livet.
Det er den barske sandhed, men det betyder også, at der nu er lidt mere manøvrerum til dem, der har overlevet, og de har jo også måttet trimme virksomhederne til nye tider. Derfor er der i dag ikke helt så langt til at tjene penge, fordi der nu er helt styr på omkostningerne, og fedtet er skåret væk. Af samme grund oplever vi i øjeblikket også, at en del virksomheder har langt bedre regnskaber, nemlig fordi besparelserne er slået igennem på bundlinjen.
Reelt kunne der dog være endnu mere gang i den, hvis finanseringskilderne ikke var løbet tør for mod til at gå ind i finansieringen af nye projekter.
De nye tal bør give anledning til selvransagelse i finansieringskredse, hvor man nu også bør se lidt mere på byggeprojekter som en mulighed fremfor udelukkende at se dem som en risiko.
Det er selvfølgelig en spæd start, og der er grund til at overveje tingene lidt mere forsigtigt fortsat, men vi kan altså ikke blive ved med at sidde på pengene. Som vi skrev forleden på denne plads, så er der faktisk også pensionskasser, der nu er ved at indse, at det igen går lidt den rigtige vej.
Uanset at de positive tal også kan skyldes en mild vinter og en lidt hurtigere byggestart, så er det en rigtig positiv forårsbebuder.