Klagenævnet for Udbud har - som Licitationen tidligere har fortalt - givet Dansk Byggeri medhold i en klage over, at Viborg Kommune indgik kontrakt med Løvel Tømrer og Snedkerfirma Aps, efter at Løvel Tømrer- og Snedkerfirma v/Donny Henriksen gik konkurs. Kontrakten omhandlede tømrerentreprisen på en ny daginstitution i Bjerringbro. Viborg Kommune har valgt at tage kendelsen til efterretning.
- Vi fulgte kurators anvisning, fordi vi var af den opfattelse, at det skulle vi. Det var ikke den rigtige vurdering, og det beklager jeg meget. Vi tager selvfølgelig klagenævnets afgørelse til efterretning, og vi har med øjeblikkelig virkning ændret praksis. Samtidig har vi taget initiativ til, at der fremadrettet tages højde for afgørelsen i Viborg Kommunes nye indkøbs- og udbudspolitik, siger kommunaldirektør i Viborg Kommune Lasse Jacobsen.