23948sdkhjf

Sort arbejde bekæmpes med ID-kort

Nedrivningsfirmaet J. Jensen indfører øget kontrol med sine underentreprenører og kræver, at hele branchen følger trop
Danmarks største nedrivnings- og miljøsaneringsvirksomhed, J. Jensen A/S, skærper sin egenkontrol og kræver, at hele byggebranchen tager et øget ansvar for at undgå sort arbejde.

J. Jensen udvider sin egen ordning med ID-kort med foto til også at omfatte alle underentreprenørers medarbejdere. Samtidig kræves CPR-numre og kopi af ansættelseskontrakter for alle underentreprenørers medarbejdere på J. Jensens byggepladser.

Initiativet kommer efter en politi- og skatterazzia i forbindelse med renoveringsarbejdet på Hotel D’Angleterre i København for et par uger siden, hvor nogle medarbejdere forsøgte at stikke af, og hvor der angiveligt blev beskæftiget mindst en illegal person.

- Vi og vores underentreprenører havde 45 mand på byggepladsen den dag og kunne på baggrund af den registrering, som vi laver af mandskabet hver eneste dag, udlevere en oversigt til Skat med de enkelte medarbejderes navne og CPR-numre. Mig bekendt var alle ting i orden, og der var intet at komme efter hos os, men vi føler os hængt ud, fordi vores virksomhed nævntes i forbindelse med aktionen, siger Kim Østergaard, marketingchef i J. Jensen A/S.

Daglige mandskabslister

Episoden på D’Angleterre bekræfter uden tvivl en række fordomme om brodne kar ikke mindst i nedriverbranchen.

- Vi har styr på vores forretning og vores byggepladser og laver lister hver morgen, og vi vil ikke forbindes med det snyd, der sker i branchen. Derfor bliver alle underentreprenørers medarbejdere også udstyret med ID-kort, og de vil blive registreret i vores database, så man til enhver tid kan se, hvem der har været på vores pladser - og de informationer bliver gjort tilgængelige for Skat. Det vil give os yderligere sikkerhed for, at tingene er i orden og forhåbentlig give hele branchen et bedre image, siger Kim Østergaard.

Han vil ikke udelukke, at den skærpede kontrol kan få potentielle underentreprenører til at afstå fra et samarbejde med J. Jensen.

- Det tager vi så med, men det er formentlig så firmaer, vi ikke ønsker at forbindes med, siger han.

Brug for fælles regler

J. Jensen er ikke den første virksomhed i byggebranchen, der har indført eget ID-kort med forskellige indbyggede krav om eksempelvis særlige arbejdsmiljøkurser.

- Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at vi hver især udvikler vores egne kort og egne regler. Det ville klart være at foretrække, at man kunne blive enige om fælles regler til kontrol af medarbejderne. Derfor vil vi tage kontakt til Dansk Byggeri, 3F og Skat med henblik på et samarbejde om fælles regler og meget gerne et obligatorisk ID-kort. Vi synes, det blot er naturligt at have så meget overblik over sine byggepladser, at man kan fortælle Skat, hvem der har været på en given plads hvornår, siger Kim Østergaard.

Kim Østergaard ved, at Dansk Byggeri er imod indførelsen af et obligatorisk ID-kort, men mener alligevel, at tiden er inde til at tage diskussionen på ny.

- Skat har fået mulighed for at gå ind i private haver i kampen imod sort arbejde, og så mener vi, at vi som byggebranche bør levere vores bidrag. Hvis man har rent mel i posen, har man vel intet at skjule. Et opgør med det sorte arbejde vil være godt for samfundet og samtidig være med til at sikre lige og fair konkurrence. Det er to fluer med et smæk, siger marketingchefen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104