23948sdkhjf

Entreprenør vælger ny betonløsning

Et stort boligprojekt ved Københavns Havn bruger nyudviklet betondæk, der giver en hurtigere opførelsestid
Når en række eksklusive boliger på Krøyers Plads i København står færdige i 2015, bliver det på en af de mest centralt placerede og spændende grunde i København.

Boligerne kommer til at ligge i forlængelse af 300 år gamle pakhuse og direkte ned til Københavns havnefront, skråt over for Nyhavn.

Det er NCC Housing og NCC Construction, som står bag opførelsen af de i alt tre bygninger. Første etape er opført med huldæk suppleret med ståldæk yderst mod facaderne i forbindelse med halvt tilbagetrukne altaner.

Men til anden etape har NCC valgt at skifte til de særlige SL-dæk. Det skyldes blandt andet bedre økonomi og muligheden for at opnå en markant hurtigere montage.

- Med SL-dækket har vi fået en løsning, der samler flere dele til et element. De lette ståldæk og stålbjælker bliver overflødige, og samtidig kan altan- og facadefastgørelse lettere indarbejdes. Kantstøbningerne er ligeledes integreret i det leverede dæk, og befrier os for en, i arbejdsmiljømæssige henseende, uheldig arbejdsgang. Det betyder, at montagen forsimples markant, og vi er af den overbevisning, at vi nu kan opføre etageboligerne til tiden med betydeligt forbedrede vilkår for sikkerheden, siger NCC’s projektleder, Klaus Iversen.

Sparer overbeton

Ifølge Klaus Iversen har SL-løsningen samtidig gjort det muligt at opnå en række andre tidsbesparende processer.

Eksempelvis har det været muligt at spare overbetonen på etagen over stuen væk, da skivekræfterne kan optages i SL-dækkene. P-dækkene leveres med opragende armering for sammenstøbning med overbeton, hvilket blandt andet betyder, at elementvogne kan køre på dækkene under montagen. Derudover bliver der i dækkene indstøbt rækværksholdere, således at der let kan etableres sikkerhedsrækværk.

Fleksibilitet i højsædet

Krøyers Plads er et godt eksempel på mulighederne med det nye SL-dæk.

Men ifølge Abeo, der har udviklet betondækket, er man slet ikke færdig med at udforske dækkets fleksibilitet. Allerede i løbet af den kommende tid vil virksomheden offentliggøre en række helt nye tekniske løsninger, der blandt andet tæller en udkraget altanløsning med indbygget kuldebrosisolering.

- Der er i øjeblikket stort fokus på produktivitetsforbedringer. Det handler i høj grad om at effektivisere processer på byggepladsen. SL-Dækket er udviklet netop til dette formål, og Krøyers Plads er et godt eksempel på, hvor stort besparelsespotentialet er. I projektet giver især fleksibiliteten omkring fastholdelse af facader og altaner store besparelser. Ikke kun i pris, men også i tid, hvilket har en meget høj værdi. Snart er vi også klar med en indbygget altanløsning, der vil sænke omkostningerne til etablering af altaner yderligere, siger Hans Terney Rasmussen, der er adm. direktør i Abeo A/S.

Det er arkitektfirmaerne Vilhelm Lauritzen og Cobe, der i samarbejde med GHB Landsskabsarkitekter har tegnet projektet til Krøyers Plads, der i øvrigt bliver det første svanemærkede byggeri i Danmark.

Boligerne forventes at stå klar til indflytning i sommeren 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078