Minister tror på bedre tider
Minister forsvarer beslutningen om at sænke Landsbyggefondens renoveringsramme til to mia. kroner
- Vi renoverer omkring 100.000 almene boliger fra 2011 og frem til 2016, så jo det går rigtig godt. Men det er også tiltrængt, og derfor er jeg glad for, at jeg sammen med et bredt flertal i Folketinget i to omgange har hævet rammen. Heldigvis er der tegn på, at krisen letter, og vi begynder igen at høre om stor efterspørgsel på håndværkere, siger han og fortsætter:
- Det har været yderst fornuftigt, at vi har rykket investeringer frem i en periode, hvor byggeriet var presset, men det er netop fremrykninger.
Ministeren anerkender, at de ekstraordinære bevillinger i 2011, 2012 og 2013 har haft en stor betydning for bygge- og anlægsbranchen. Renovering af almene boliger bidrager nemlig positivt til håndværksvirksomhedernes omsætning.
- Det har haft en enorm betydning og har reelt holdt hånden under hele byggesektoren i de svære kriseår, siger han.
Alligevel vil By, Bolig og Landdistrikternes minister ikke komme ind på, om regeringen vil forhøje renoveringsrammen i 2015.
- Nu skal vi i gang med at forhandle boligaftale i efteråret, og her vil jeg lægge regeringens holdning frem, siger han.
Han tror dog ikke på, at en sænkning i 2014 vil få stor betydning for de danske virksomheder.
- Nu er det ikke sådan, at aktiviteten forsvinder fra dag til dag. Dels renoveres der for meget betydelige beløb uden støtte fra Landsbyggefonden. Dels har Landsbyggefonden stadig en betydelig ramme. Og dels løfter de høje rammer i de foregående år også aktiviteten i både 2014 og 2015. Hertil kommer, at Folketinget før sommerferien vedtog en energisparepakke, som gør det mere attraktivt for private udlejere at energirenovere deres ejendomme, så jeg er sikker på, at vi kommer til at se en større aktivitet her, siger han.