En ok udstilling set i bakspejlets fokus
Entreprenør & Håndværk blev en udfordring, men i denne branche er der ikke langt fra dårligt vejr til succes
Elendigt vejr
Selvom mange bandede kraftigt over det elendige vejr og nogle på andre måder lidt vanskelige forhold, så kan man næppe betegne udstillingen som en fiasko. At samle 5.500 stærkt interesserede kunder, som trodser vind, vejr og mudder, er egentligt ikke så dårligt endda. Især taget i betragtning, at det helt uofficielle mål var cirka 7.000 gæster, så er det ikke så ringe et besøg.
Godt tilfredse
Faktisk var udstillerne jo ret tilfredse med de gæster der kom. De kom nemlig ind i varmen i teltet og fik en snak, og det er jo altid en god start på en handel.
Men udstillingen er ikke stor i betragtning af, at vi har et befolkningsunderlag på fem millioner mennesker, og der skal jo bygges og anlægges noget. I Norge har man samtidig haft en udstilling, - samme befolkningsunderlag, og 23.000 besøgende, som kommer fra nær og fjern i Norge. Netop nu er der Elmia udstilling i Stockholm med masser af gæster.
Men alting har en begyndelse, og på trods af en hård start så kan man vel konstatere, at det kun kan blive bedre næste gang.