Bagmandspoliti mistænker 46 firmaer
Inden for få måneder vil byggekartelsagen, hvor op mod 50 firmaer er indblandet, komme for retten
I løbet af foråret vil Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - i daglig tale kendt som bagmandspolitiet - have et færdigt anklageskrift i en prøvesag ud af flere prøvesager. Det oplyser SØIK.
46 under mistanke
På nuværende tidspunkt er 46 virksomheder under mistanke for ulovlig kartelvirksomhed og priskoordinering i forbindelse med i alt 65 licitationer med en entreprisesum på 4-500 mio. kroner. Minimum en ledende medarbejder fra hver af de 46 virksomheder er sigtet i sagen, men der er givetvis tale om et højere antal.
Ifølge SØIK kan antallet af involverede virksomheder skrumpe eller vokse lidt i slutfasen af efterforskningen, som pågår lige nu.
I slutningen af 2011 var 18 firmaer under mistanke, og dermed har den mulige kartelsag vist sig at være langt mere omfattende under efterforskningen. Hvis de mistænkte bliver dømt for kartelvirksomhed, vil det være en bøde, de får som straf.
Mange sager
Samtidig med, at byggekartelsagen snart ruller for retten, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortælle, at antallet af alvorlige konkurrencesager er steget i 2013.
I 2009, 2010 og 2011 anmeldte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fem sager om året til SØIK. I 2012 steg antallet til ni, og i 2013 røg det op på 12 sager.
- Det er alvorlig økonomisk kriminalitet, når virksomheder indgår aftaler, som begrænser konkurrencen. Det går ud over andre virksomheder, forbrugerne og samfundet som helhed. Priserne bliver højere, kvaliteten dårligere og incitamentet til nyudvikling bliver mindre, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing.
Hun fortæller, at det er styrelsens øgede fokus på at opspore de alvorlige sager, der har vist sig at give resultater i form af flere anmeldelser og flere bøder generelt i konkurrencesager.
Styrelsen ønsker ikke at oplyse til Licitationen - Byggeriets Dagblad, hvor mange af de anmeldte sager, der omhandler bygge- og anlægsvirksomheder.