23948sdkhjf

Trepartsforlis

Meget tyder på, at trepartsforhandlingerne er forbi, før de reelt kom igang. Dansk Metals udmelding om, at man ikke vil acceptere afgivelse af helligdage for at skaffe øget arbejdskraft er en bombe ned midt i regeringens ambitioner om en trepartsaftale, og der gik ikke mange timer, før samme melding kom fra de offentlig ansattes organisation, FOA.

Mest overraskende er meldingen fra metalarbejderne, der jo, da de ligesom byggearbejderne oftest er timelønnede, ville få lønkompensation for arbejdet på helligdagene, mens de fleste offentligt ansatte er funktionærer eller tjenestemænd og derfor ikke ville få kompensation.

Det er meget sigende, at regeringen heller ikke i denne sag har fattet folkestemningen. Flere undersøgelser har vist, at danske lønmodtagere hellere vil arbejde en halv time længere én af ugens dage, end de vil af med helligdagene. Regner man arbejdstids og dermed samfundsgevinsten ud ved en halv times længere arbejde ugentlig, er den langt større end ved at fjerne to fridage.

Og så er gevinsten sandsynligvis også langt mere reel, da den næppe vil få danskerne til at "kompensere" for de mistede fridage ved, ligesom det skete ved karensdagene, at tage et par ekstra sygedage.

Reaktionen fra regeringen på Dansk Metals udmelding var nærmest panisk, og det var helt tydeligt, at man havde regnet med en snuptagsløsning, der indbefattede et par helligdage.

Arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening har fra begyndelsen meldt klart ud, at man ikke vil bruge trepartsforhandlingerne til at diskutere emner, der hører til under overenskomsterne, og holdes der fast i det, må det nok konstateres, at løbet er kørt også for en genoptagelse af trepartsforhandlingerne.

På den anden side risikerer såvel fagbevægelsen som arbejdsgiverne ved at stå stejlt, at de baner vej for, at politikerne tager sagen i deres egen hånd og lovgiver, hvor de mener, det er passende for at finde de fire milliarder kroner.

For regeringen er sammenbruddet nærmest en politisk katastrofe. En stor del af regeringens økonomiske politik og samlede prestige var baseret på succesfulde trepartsforhandlinger, og sammenbruddet er blot endnu en pind til låget på den ligkiste, der skrues tættere og tættere til om regeringens fremtid.

Regeringen er som en dødsejler ikke bare i havsnød. Den er meget tæt på et forlis, og det må give stof til eftertanke hos ikke mindst De Radikale, hvornår de skal gå i redningsbådene og lade "Kaptajn Thorning-Schmidt" og "2. styrmand Søvndal" gå ned med mand og mus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094