23948sdkhjf

Firmaer med lærlinge skal have særlig smiley

Byggevirksomheder, der har lærlinge, skal have mulighed for at brande sig med en lærlinge-smiley
Dansk Byggeri og Byggeruppen i 3F er enige om at gå nye veje for at få vendt en kedelig udvikling, som fortæller om fortsat faldt i antallet af indgåede uddannelsesaftaler.

Parterne er enige om at undersøge, om der kan udvikles en smiley-ordning, hvor virksomheder, der har lærlinge, kan få en særlig lærlinge-smiley.

Tankerne er fremkommet i kølvandet på vinterens overenskomstforhandlinger, hvor parterne forpligtede sig til at arbejde for flere praktikpladser i branchen.

- Vi oplever stor interesse fra medlemmer om i forbindelse med udbud og opgaver at kunne markedsføre sig som en socialt ansvarlig virksomhed, der er med til at uddanne fremtidens arbejdskraft, siger afdelingschef Louise Pihl fra Dansk Byggeri.

- En sådan smiley vil brande de virksomheder, der tager uddannelsesansvar. Et lille smiley-mærke, der kan sættes på for eksempel biler og skilte, vil gøre det meget synligt, hvem der tager lærlinge. Håbet er så, at det smitter og at andre vil følge efter. Vi ved jo, at der fortsat er rigtigt mange virksomheder, som ikke uddanner, og kan de få et lille skub på denne måde, vil det kun være et plus, siger Louise Pihl.

Smiley-forslaget er endnu ganske frisk, og parterne skal nu undersøge, hvad der kan lade sig gøre uden at komme i konflikt med eksempel registerlovgivningen.

Under alle omstændighederne bliver smiley-ordningen frivillig for medlemsvirksomhederne.

Kan ikke stå alene

Uddannelseskonsulent i Byggegruppen i 3F Steen Boesen synes, det er en fremragende idé at give virksomheder mulighed for at fortælle omgivelserne, at de uddanner.

- Det er fint, at virksomheder, der påtager sig ansvar, får mulighed for at profilere sig. Hvordan ordningen skal skrues sammen ved jeg ikke, men det er et godt initiativ. Det kan imidlertid ikke stå alene, hvis vi skal have vendt udviklingen, så vi ikke risikerer at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden. Vi håber derfor, at trepartsforhandlinger - hvis de kommer i gang igen - tager fat om problemet, så der bliver en reel uddannelsesgaranti, og i den forbindelse kommer man ikke uden om at stille krav om, at de virksomheder, der vil have del i de offentlige investeringer, også har lærlinge, siger Steen Boesen.

Fald i antallet af aftaler

De netop offentliggjorte praktikpladstal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at der i årets første fire måneder er indgået 1.450 uddannelsesaftaler inden for byggefagene. Det er et fald på 142 eller 8,9 procent i forhold til de første fire måneder sidste år.

I alt 2.159 unge står i kø og venter på en læreplads i en byggevirksomhed.

Det er en stigning på seks procent siden samme tidspunkt sidste år. Udviklingen går med andre ord den forkerte vej.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109