23948sdkhjf

20.000 flere har fået fjernvarme

Nu har mere end 1.650.000 husstande grøn og klimavenlig fjernvarme
20.668 flere husstande har det seneste år fået fjernvarme. Dermed har hele 1.652.521 husstande fjernvarme. Det viser Danmarks Statistiks opdaterede opgørelse over husstande og opvarmning.

Tilvæksten i fjernvarmen er større end antallet af nybyggede boliger. Der blev således bygget 14.081 nye boliger sidste år.

Ifølge organisationen Dansk Fjernvarme er det fjernvarmens store fleksibilitet, som dermed ses slå igennem.

- Fjernvarme er en fremtidssikker opvarmningsform for boligejerne at investere i. Man står ikke med risikoen for at skulle udskifte sit varmesystem efter blot få år, hvis man får fjernvarme. Det er grønt, det er effektivt, det giver den komfort, som folk efterspørger, og så slipper man for bøvl og besvær, siger direktør Kim Mortensen fra Dansk Fjernvarme.

Udviklingen viser også, at de fossile brændslers æra i opvarmningen lakker mod enden.

Der blev således kun installeret gasfyr i 478 huse, mens der blev udskiftet over 16.000 oliefyr med andre grønnere opvarmningskilder. Primært fjernvarme og individuelle varmepumper.

Flere varmepumper

Efter fjernvarme er væksten i individuelle varmepumper størst, da der blev cirka 8.900 flere af dem. I alt har nu 45.466 huse individuelle varmepumper svarende til to procent af alle boliger. Til sammenligning har 1.652.521 husstande fjernvarme svarende til 63 procent.

Faktisk er der blevet hele 100.000 flere husstande koblet på fjernvarme siden 2008. Det svarer til 16.700 flere årligt.

- Det er også derfor, vi har set den store, grønne vækst i fjernvarme. I 2013 investerede fjernvarmeværker for fem mia. kroner i grønne teknologier og udvidelser. Det skabte 6000 arbejdspladser, siger Kim Mortensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094