2011 har været et af de sværeste år for entreprenørbranchen. Det var her, man for alvor så resultatet af finanskrisen. Men alligevel er det lykkedes for den nordsjællandske entreprenørvirksomhed HHM A/S at præsentere et overskud på kr. 4,6 mio. kr.
Nettoomsætningen er også steget fra 255 mio. kr. i 2010 til 351 mio. kr. i 2011.
Det viser årsregnskabet for virksomheden, som netop er blevet offentliggjort. Virksomhedens egenkapital er på lidt over 32 mio. kr.
- Vi har haft omsætningsfremgang indenfor alle vores tre forretningsområder: Enfamiliehuse, Entreprise og Byggeservice, siger Svend Pedersen, der er adm. direktør i HHM A/S og fortsætter:
- Vi følger "Strategiplan 2014" og vil fortsat udvikle vores tre forretningsområder i København og Nordsjælland. I det kommende år forventer vi en begrænset omsætningsvækst. Et af fokusområderne i 2012 er en effektivisering af produktionen, blandt andet gennem en mere anerkendende kommunikation mellem byggeriets parter.
I 2011 satte HHM blandt andet fokus på de ansattes arbejdsmiljø. Med støtte fra Forebyggelsesfonden gennemføres over de næste to år en større analyse af, hvordan arbejdsmiljøet påvirker medarbejderne.