Anlægsnyt
Trafik og Park har udarbejdet skitseprojekt for forlængelse af eksisterende erhvervsvej ved Industriarealet i Ulfborg, frem til ny ATV bane, som vil blive realiseret, hvis Lokalplan nr. 1090, Fritidsområde ved Industriarealet i Ulfborg vedtages endeligt.
Byggemodningen, der omfatter museumsundersøgelser, 150 lbm seks meter bred grusvej, afvanding til terræn og græsrabatter, forventes igangsat primo juni 2014.
Vestforsyning Belysning A/S etablerer gadelyset og afholder anlægsudgiften, mens Holstebro Kommune afholder årlig afdrag/drift af anlægget.
Legepladser - Norddjurs: Der er i Norddjurs kommune stor fokus på de slidte og udtjente legepladser, som sidste år blev renoveret for 1,2 mio. kroner.
Det bliver derfor i år fuldt op en bevilling på 500.000 kroner, som er øremærket til at højne sikkerheden og fremme de kommunale legepladser i de mindre landsbyer, som ellers er i fare for at forsvinde.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kommunen har omkring 45 legepladser, og det har derfor været nødvenligt at foretage en prioritering, hvor høj sikkerhed og opretholdelse af legepladser i mindre landsbyer har været vigtige kriterier.
Fokus på de små legepladser er startet fra Udbyhøj i nord, og det er meningen at komme hele Norddjurs Kommune rundt i løbet af de kommende år.
I år er det derfor de små legepladser i Udbyhøj, Kare og Ørsted, der bliver gennemgået.
Derudover vil de store legepladser i Aalsrode og Vivild, få et beløb til renovering og sikring af sikkerheden.
Arbejdet vil foregå i løbet af denne sommer.
HAVN - EJERSLEV: Ejerslev Havn har modtaget tilsagn fra Realdania om støtte på 1,5 mio. kroner.
Det betyder, at de driftige folk i og omkring bestyrelsen kan gå i gang med at realisere en stribe planer for området ved lystbådehavnen og den omgivende natur, skriver Morsø Folkeblad.
Planerne omfatter blandt andet en sti langs lagunen og belysning på anlægsbroerne i lystbådehavnen. Derudover vil der komme fem til seks nye pladser til store lystbåde.