23948sdkhjf

Byggeriets ledighed på vej ned

Selv om byggeriets ledighed er lavere end i fjor skuffer de nyeste tal
Byggeriet har endnu ikke fået forårsfornemmelser.

Det viser de nyeste ledighedstal for byggefagene, hvor hver niende fortsat er uden arbejde.

Ledigheden i byggeriet er senest opgjort til 10,9 procent mod 13,8 procent i samme uge sidste år, viser tal fra BAT-kartellet og 3F.

Trods faldet skuffer tallene, idet marts-april 2013 var kendetegnet ved, at vinteren trak ud og optimismen ikke rigtigt havde indfundet sig.

Færre ledige 3F’ere

Det er især 3F’erne i byggeriet, det vil sige blandt andre jord- og betonarbejdere, tømrere og ikke mindst murere, der forbedrer ledighedsstatistikken i forhold til sidste år. 3F’ernes ledighed er 14,3 procent mod 18,8 sidste år på samme tid.

- Det kunne godt være bedre, men det er rigtig positivt, at vi nu er inde i god gænge, og det er jo først nu, at mange af de traditionelle projekter går i gang. Ikke mindst glæder det mig, at det nu også lysner for murerne, der længe har haft en alt for høj ledighed, siger Kim Lind Larsen, formand for Byggegruppen i 3F og formand for BAT-kartellet.

- Tallene understreger imidlertid også, at der er brug for en vækstpakke med arbejdspladsskabende initiativer som eksempelvis fortsættelse og udvikling af Boligjobordningen og eventuelt forstærket fokus på energirenovering. Det er ikke skattelettelser, der er brug for. Det er investeringer i arbejdspladser, siger Kim Lind Larsen.

Brug for vækstpakke

Ledighedstallene kommer ikke som en overraskelse i Dansk Byggeri.

- At ledigheden er faldet lidt siden sidste år er ikke så overraskende, fordi vi sidste år havde en lang og hård vinter og ikke beskæftigelsesmæssigt var begunstiget af et par storme, så det mest overraskende er vel næsten, at ledigheden ikke er banket længere ned. Tallene afspejler formentlig også, at en hel del af ekstrabeskæftigelsen som følge af stormene er håndteret med eksisterende arbejdskraft, siger cheføkonom Bo Sandberg.

Han mener, at ledighedstallene - med mild vinter og to storme - understreger, at den underliggende konjunktursituation fortsat lader noget tilbage at ønske.

- Der er derfor bestemt brug for den vækstpakke, som regeringen barsler med. Der er større risiko for at stimulere for lidt end for meget, lyder Bo Sandbergs vurdering.

Mange ledige malere

Der er som altid meget store forskelle i ledigheden i de enkelte forbund.

Malerne har den højeste ledighed med 17,1 procent, hvilket kun er marginalt bedre end samme tidspunkt sidste år. 3F’ernes ledighed er som nævnt 14,3 procent, mens blikkenslagere, vvs’ere og smede i Blik- og Rørarbejderforbundet henholdsvis Metal begge har en ledighed på 7,0 procent mod 8,2 procent sidste år.

Elektrikerne har som altid laveste ledighed med 2,9 procent, et lille fald fra sidste år. I enkelte af Dansk El-Forbunds afdelinger er der stort set ingen ledige. Således har afdelingen i Esbjerg en ledighed på 0,65 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125