Forhandlingssystem er blevet en parodi
Stærk central styring gør det illusorisk at tale om decentrale overenskomstforhandlinger, mener formanden for Malerforbundet
Det mener formanden for Malerforbundet i Danmark, Jørn Erik Nielsen, efter sammenbruddet i overenskomstforhandlinger på bygningsmalerområdet.
Sammenbruddet skyldtes, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) underkendte forstærkede elementer til beskyttelse mod social dumping, som Danske Malermestre og Malerforbundet var blevet enige om.
- Vi er nødt til at få diskuteret, hvordan vi skal forhandle overenskomst i fremtiden. Der er ikke længere tale om decentrale forhandlinger. Vi skal vente på DI og CO-industri, og når de har lavet deres overenskomst, så består arbejdet for alle andre i at kalkere industriforligets protokollater. Vi var i malerbranchen enige om noget, der ville være til gavn for malerbranchen, men det underkendte DA, selv om de ikke har forstand på og ved, hvad der gavner vores branche. Jeg har været med til at forhandle overenskomst siden 1986. Dengang var der tale om egentlige decentrale forhandlinger, og et år afsluttede vi det første forlig. Nu er decentrale forhandlinger en illusion. Den centrale styring har aldrig været skrappere, end den er nu, siger Jørn Erik Nielsen.
Måske central løsning
Han erkender, at han ikke har svaret på, hvordan man skal indrette fremtidens forhandlinger, men mener, at det er nødvendigt med en grundig evaluering af 2014-overenskomstforløbet og diskussion af fremtidige muligheder.
- Man kunne måske forestille sig en tilbagevenden til centrale forhandlinger, hvor DA og LO laver den overordnede økonomiske ramme, og at det derefter er op til overenskomstparterne suverænt at udfylde rammen. Hvad der er det rigtige i den ene branche, er ikke nødvendigvis det rigtige i den anden, siger Jørn Erik Nielsen.
Han understreger, at han ikke ønsker et opgør med mulighederne for sammenkædning og fælles afstemning efter forligsmandslovens regler - men alene ønsker et forhandlingssystem, der er giver de enkelte brancher mere frirum.
DI bestemmer
Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, professor Flemming Ibsen, er enig i, at DA/DIs styring af overenskomstforhandlingerne er blevet meget strammere ved de seneste mange overenskomstfornyelser.
- Det er en parodi, at kalde det decentrale forhandlinger. Det er en meget centraliseret form for decentralisering. Skal der være tale om reelle decentrale forhandlinger, skal de enkelte overenskomstbærende organisationer have kompetence til suverænt at aftale deres egne forhold. Historisk har DA haft kompetence til at godkende og forkaste overenskomster, og det er sket tidligere, så diskussionen er ikke ny. Udviklingen er forstærket efterhånden, som DI har vokset sig større og større og nu reelt bestemmer på arbejdsgiversiden, siger Flemming Ibsen.
Hverken BAT-kartellets formand Kim Lind Larsen, LOs formand Harald Børsting eller DA har ønsket at kommentere Jørn Erik Nielsens betragtninger.
Der har - med en enkelt undtagelse - været decentrale forhandliner på det private arbejdsmarked siden 1981.