Kvinder i byggeriet er mindre bagud på løn
Løngabet i bygge- og anlægsbranchen er ikke så stort som andre steder
Det viser den nyeste opgørelse over løngab mellem kønnene, som Danmarks Statistik hvert år leverer til EUs statistikbureau, Eurostat. Det såkaldte Gender Pay Gap" fungerer som en indikator for forskellene mellem mænds og kvinders løn indenfor de enkelte lande i EU.
LOs næstformand Lizette Risgaard mener, at forskellene i mænds og kvinders lønninger ikke kun har konsekvenser for kvinderne.
- Problemet med løngab er, at der ikke skabes større ligestilling mellem kønnene, og det følger os hele livet. Det er ikke kun et problem for kvinderne, men for hele familier. Vi skal derfor alle være med til at løse det. Mænd kan heller ikke være tilfredse med, at deres kvindelige kolleger tjener mindre, siger hun.
Solidariske byggepladser
Lizette Risgaard er ikke overrasket over, at kvinderne i bygge- og anlægsbranchen sakker mindre bagud med løn end i andre brancher.
- Jeg er glad for, at tallene ser sådan ud. Det viser, at der er en solidaritet i branchen. I byggeriet er der typisk overenskomster, der sikrer lige løn for lige arbejde, og der er tradition for tillidsmænd, der holder øje med, at overenskomsterne følges. Men det betyder ikke, at vi ikke skal arbejde for, at løngabet bliver endnu mindre, siger hun.
Næstformand i 3F, Palle Bisgaard, bakker op om, at det er byggebranchens tradition for overenskomster, der gør, at kvinder i branchen ikke sakker så meget bagud på løn, som de gør andre steder.
- Både når man laver overenskomster, men også ude på byggepladserne er der en tradition for, at man handler kollektivt og bliver betalt ens. Inden for bygge og anlæg har man altid været ligelønsorienteret og ment, at der ikke skal være forskel på lønninger - det er fuldstændig uomtvisteligt, siger han.
Forhandler selv løn
Sammenlignet med andre brancher ligger bygge- og anlægsbranchen i den lave ende, når det gælder løngab. For eksempel er kvindelige ansatte i pengeinstitutter- og finansvirksomheder 22,4 procent bagud; inden for fagene information og kommunikation er kvinder 18,2 procent bagud, og for kvinder i sundhedsvæsnet er tallet 13,4 procent.
Men problemet skal ikke løses politisk, mener Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Pia Adelsteen.
- Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal kunne løse det fra Christiansborg. Vi har ligeløn i Danmark, men der er samtidig forhandlingsfrihed, og mange steder forhandler man selv sin løn på plads. Der vil opgaven være, at gøre kvinder bedre til at lønforhandle. Det kunne for eksempel ske ved, at fagforeningerne giver deres kvindelige medlemmer kurser i forhandlingsteknik. Det kunne være en mulighed, siger hun.
Det giver Lizette Risgaard ikke meget for:
- Det handler simpelthen ikke om, hvorvidt man er god til at lønforhandle. Det handler om rimelighed. Man skal ikke have to, der går ved siden af hinanden, men som får forskellig løn. Det er direkte pinligt, hvis virksomhedsledere lønner efter køn. Det er derfor godt, at de kønsopdelte lønstatistikker fra det nye år gælder for virksomheder med ned til 10 ansatte, så det bliver tydeliggjort hvilke forskelle der er, så man kan få rettet op på det, siger LOs næstformand.
Ren diskrimination
Også socialdemokraternes ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff er uenig med Dansk Folkeparti.
- DF har et trist syn på ligestilling, og det kommer til udtryk gang på gang. De har et billede af, at Danmark ser ud som i 1950erne, og de vil derfor ikke løse problemerne med ligestilling og ligeløn i fællesskab. Det er en meget usolidarisk tilgang, siger han.
S-ordføreren mener, det er vigtigt, at lønstatistikker bliver åbne for arbejdspladsernes tillidsmænd.
- Vi ved fra Lønkommissionen, at en del af løngabet kan forklares med blandt andet længden af folks barsel. Men de sidste fire-syv procent kan ikke forklares, og må derfor være ren og skær diskrimination. Det må vi gøre op med. Det kunne man for eksempel gøre ved, at tillidsmænd får adgang til, hvordan lønnen er fordelt på køn og faggrupper. Det er en måde, man kan komme diskriminationen til livs, siger han.
Læs også dagens leder.