23948sdkhjf

Kloakmester uden grænser

Anders Risager er klar til at rykke ud til katastrofeområder med Røde Kors
Flere end 6.000 mennesker mistede livet. Over fire millioner blev fordrevet fra deres hjem. Supertyfonen Hayian fik prædikatet "den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie".

Med vindstød op til 235 km i timen drog tyfonen hærgende hen over den asiatiske østat og efterlod ekstreme ødelæggelser.

Overalt voldte det store problemer at komme ind med nødhjælp. Men det lykkedes. Også for den lille fortrop fra Røde Kors i Danmark, som skulle bane vejen for, at den egentlige nødhjælp overhovedet kunne komme til at fungere. En lille gruppe på syv mand. En chef, en lejrleder, en kok, to tømrere, en elektriker – og en kloakmester uden grænser.

- Vi havde fem dage til at få noget, der skulle fungere som en slags hotel for 150 nødhjælpsarbejdere, til at fungere i en sump. Vi skulle skabe brugelige forhold for de 150 nødhjælpsarbejdere, som så kunne komme i gang med den direkte indsats over for de hårdt ramte filippinere. Der var ikke meget i området, der længere var over en halv meter højt. Alt lå i ruiner. Det var hårdt. Men jeg er klar til en ny tur, når der bliver behov, erklærer Anders Risager.

Svoger skulle til møde

I det daglige driver han virksomheden Vand & Miljø i Klarup få kilometer sydøst for Aalborg. Her gælder det formidling af viden og værktøjer til håndværkere. Med udgangspunkt i kloakmesterbranchen.

Anders Risager konverterede nemlig til autoriseret kloakmester, da han for nogle år siden var færdig med at være kok og drive kro og diner transportable. Egentlig ville han have været murer, men så tog hans svoger til info-møde om kloakmesteruddannelsen, og Anders tog med. Og så overskred kokken nye grænser og fik en karriere i kloakken.

Turen til Filippinerne med hurtigt udkald var en direkte følge af, at Anders Risager i 2009 rejste til Tanzania og Kenya i Afrika. Han havde et par elementer på sin rejseplan. Dels ville han bestige Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro i Tanzania. Og så havde han en plan om at undervise lokale håndværkere i, hvordan de kunne undgå at ødelægge det kostbare drikkevand.

Tilbage til Tanzania

- For rigtig mange mennesker hentes drikkevandet i Victoriasøen. Men i regnperioden kommer der så store mængder vand, at der sker en forurening af vandet. Børn på børnehjem, der hentede vand i Victoriasøen, blev syge. I løbet af et år falder der 1.100-1.200 millimeter regn koncentreret i Tanzania, og det tager meget skidt med sig ud i søen, forklarer Anders Risager.

I 2010 vendte den nordjyske kloakmester tilbage til Tanzania. Han gav sig selv otte dage til at finde et sted til at lave et anlæg til opsamling og rensning af regnvand. Anders Risager havde Sct. Georgs Gilderne som medsponsor, og det blev en børnehave, der fik glæde af hjælpen fra Danmark.

Kloakmesterens indsats var blevet bemærket. Så han blev inviteret til at deltage i en workshop hos Røde Kors, som gerne ville have løsninger på forskellige problemer. Et af dem var toiletter til nødhjælpsområder.

Udfordrende toiletter

- Der er mange fysiske udfordringer. Toiletterne skal kunne stables lige som plasticstole, så de er nemme at transportere. De skal kunne håndteres uden brug af maskiner. De skal kunne opstilles, uden at der skal graves i jorden – det er jo ikke sikkert, at der kan graves på stedet, eller at der er noget at grave med. Og de må ikke efterlade slam, fortæller Anders Risager.

- Der er mange parametre at tage i betragtning. Men jeg har da lavet nogle skitser til, hvordan det kan se ud og fungere. Og Teknologisk Institut er nu i gang med at lave det tekniske design på toiletterne, siger nordjyden.

Da Anders Risager nu havde været i Afrika et par gange og sikre rent drikkevand, og han havde engageret sig i problematikken med toiletter til katastrofeområder, ja, så blev han også tilknyttet Røde Kors’ Emergency Responce Unit. Fortroppen der sendes ud og skaber betingelserne for, at nødhjælpen kan komme til at fungere.

Alt var smadret

- Jeg er med som tekniker til at sætte vand og sanitet op på katastrofestederne. Vi var på Filippinerne fra den 18. november til 8. december 2013. Opgaven lød på at skabe en lejr i Tacloban, som var det hårdest ramte område. Vi arbejdede mellem mennesker, der intet som helst havde tilbage efter, at tyfonen havde hærget i måske 50 kilometers bredde. Men vi fik bygget en komplet lejr til nødhjælpsarbejderne. Vi havde alt med hjemmefra – fra bolte og møtrikker til et komplet industrikøkken, fortæller Anders Risager.

- Al infrastruktur var smadret fuldstændig. Derfor var den første udfordring overhovedet at få materialerne ud af lufthavnen. Derefter at få det hele fragtet ud til stedet, hvor vi skulle etablere lejren. Det var logistik under uvante forhold, siger Anders Risager.

Mad ud af huset

Det var langt fra første gang, Anders Risager i bogstavelig forstand overskred nye grænser i sin karriere.

Den nu 37-årige indehaver af Vand & Miljø blev oprindelig uddannet kok i 1997. Frem til 2005 var han restauratør med forpagtning af Egense Kro, hvor køkkenet også blev brugt til en omfattende diner transportable-virksomhed.

- Jeg startede med mad-ud-af-huset, da jeg var 20 år. At være kok og restauratør er verdens bedste job, når man er ungkarl, fastslår Anders Risager.

Det gode job spolerede han selv, da han i 1998 ansatte en ung studine, der skulle hjælpe med at servere på kroen.

- Hun hed Louise, og 16 måneder senere fik vi Rasmus. Louise var 19, jeg var 22, og Rasmus er 14 år i dag. Siden kom også Kirsten til. Hun er nu 11 år, fortæller Anders Risager.

I det lange løb passede kro-livet med baller, bryllupper, konfirmationer og begravelser ikke til idealet om et godt familieliv. Derfor skiftede Anders Risager til udelukkende diner transportable.

Plan B

- Vi var landets første diner transportable med mad til pensionister efter fritvalgsordningen, hvor pensionisterne kunne vælge mellem privat eller offentlig leverandør. Jeg havde 25 mand ansat. Halvdelen var kokke på fuld tid og resten chauffører og løsarbejdere. I 2004 fik vi imidlertid brand i køkkenet, og det viste sig, at virksomheden var underforsikret. Så enten var der forfra med det hele, eller en ny kurs, fortæller Anders Risager.

- Efter otte år i en hård branche var jeg slidt både fysisk og psykisk, og der var også en kone og to børn at tage hensyn til. Men jeg har altid haft en "Plan B". Da jeg er ud af håndværkerfamilie, handlede den om at uddanne mig til murer. Men så var det, at min svoger skulle til info-møde om kloakmesteruddannelsen, og jeg tog med.

Anders Risager gik i gang på AMU i Aalborg, tog kloakmestereksamen og etablerede Aalborg Kloak- og Entreprenørfirma A/S. Seks i arbejde og også plads til samtidig at starte firmaet Vand & Miljø med blandt andet værktøjer til kvalitetsstyring og fakturakontrol. I sommeren 2013 solgte han kloak- og entreprenørfirmaet for helt at satse på det nye firma.

- Vi laver højpraktiske lavtekniske løsninger. Først og fremmest elektronisk kvalitetssikring. Vi har lavet nogle løsninger, der er nemme at forstå for brugerne, og samtidig så enkle, at de er nemme at kopiere, hvis man vil det. Men den lave pris gør, at det ikke rigtig kan betale sig at kopiere. Det er billigere og nemmere at bruge vores originale system, forklarer Anders Risager.

Vand & Miljø har kontor i Klarup med Anders Risager selv, en daglig leder og to konsulenter. Lige rundt om hjørnet fra privaten, så der ikke er langt hjem til familien. Men heller ikke til tasken med nødvendigt grej, når en katastrofe et eller andet sted i verden næste gang kalder på kloakmesteren uden grænser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094