23948sdkhjf

Social dumping skiller vandene

Byggeriets overenskomstfornyelse understreger, at social dumping skiller organisationerne på arbejdsmarkedet, mener arbejdsmarkedsforskere
Man er enige om at være uenige.

Sådan sammenfatter arbejdsmarkedsforskerne Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen fra FAOS nyskabelserne i forårets overenskomstforlig mellem Dansk Byggeri og Byggegruppen i 3F.

Det sker i længere forskningsnotat, hvor de analyserer overenskomstfornyelsen 2014 på det private arbejdsmarked. En af hovedkonklusionerne er, at udenlandsk arbejdskraft og værn mod social dumping udgør en vedvarende og betydelig udfordring for aftalesystemet.

I notatet redegør forskerne for, at Byggegruppen igen mødte med krav om kædeansvar og sikring af, at udlændinge ikke generelt aflønnes på mindstebetalingssats gennem et såkaldt akkordafsavnstillæg.

Det afviste Dansk Byggeri akkurat som i 2012. I stedet blev parterne enige om et “ganske ordrigt protokollat om udenlandsk arbejdskraft" om misforhold ved løndannelsen og om omgåelse af overenskomsten ved særlige entreprisekonstruktioner. Uenighed om misforhold og omgåelse-reglerne behandles efter de fagretlige regler.

Man kan således sige, at parterne er blevet enige om at søge afklaring via det fagretlige system vedrørende disse to spørgsmål. Eller sagt mere jævnt: Man er enige om at være uenige, hedder det i forskningsnotatet.

Midlertidig nyskabelse

Forskerne mener samtidig, at det er tydeligt, at de to elementer i aftalen så at sige spejler Byggegruppens krav om henholdsvis kædeansvar og akkordafsavnstillæg uden at være nogen af de to ting.

“To yderligere forhold skal fremhæves ved aftalen. For det første, at den er midlertidig og således kun gældende for den nye overenskomstperiode. Her spiller det givetvis ind, at Dansk Byggeri ikke har det ubetinget godt med de bestemmelser om de såkaldte 48-timersmøder, som parterne aftalte i 2010. Vurderingen i Dansk Byggeri er, at nok er møderne et velfungerende værn mod social dumping, men der er for mange uvæsentlige spørgsmål, som bliver bragt ind i denne form for hastebehandling. Samtidig ser Byggegruppen netop disse regler som et af de mere effektive værn mod social dumping. Her er det med andre ord vanskeligt at gå ind og ændre på det aftalte – og det skete da heller ikke i denne overenskomstfornyelse, selvom det givetvis var på arbejdsgivernes tegnebræt. Den mere sikre vej er derfor at indgå midlertidige aftaler. For det andet er det i det nye protokollat fremhævet, at både hvad angår misforhold i lønfastsættelse og omgåelse af overenskomsten, så skal eventuelle sager behandles med ’ligefrem bevisbyrde’. Atter er det arbejdsgivernes erfaringer fra 48-timersmøderne, som spiller ind, da der her er ‘omvendt bevisbyrde’, hedder det i notatet.

Dumping udfordrer

Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen skriver, at man indtil videre kun kan gætte på konsekvenserne af de nye aftaler, men de føler sig overbeviste om, at 3F nu leder efter de helt rigtige sager.

Forskerne noterer, at nye politiske aftaler, der er indgået efter overenskomstfornyelsen, viser, at social dumping udfordrer de traditionelt gode samarbejdsrelationer mellem organisationerne på arbejdsmarkedet.

Det handler om først et nyt cirkulære om arbejdsklausuler og dernæst en aftale om ID-kort i byggeriet - begge ting godt modtaget af LO-fagbevægelsen og stærkt kritiseret af DA.

Det understreger igen, afrunder forskerne notatet, “at initiativer mod social dumping i høj grad skiller vandene mellem arbejdsmarkedets parter".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094