23948sdkhjf

Virksomheder har fejl i økonomiske data

Syv ud af 10 revisorer har rettet væsentlige fejl i virksomhedernes regnskabsgrundlag, viser ny undersøgelse
Varelager og debitorer er de to områder, hvor revisorerne oftest har rettet væsentlige fejl i virksomhedernes regnskabsgrundlag i forbindelse med revisionen af 2013-regnskaberne. Det viser en ny undersøgelse fra brancheorganisationen FSR – danske revisorer.

Sammenlagt er det næsten syv ud af 10 revisorer – 65 procent - som har rettet væsentlige fejl i virksomhedernes regnskabsgrundlag. Gennemsnitligt har revisorerne rettet væsentlige fejl i regnskabsmaterialet i cirka fire ud af 10 af de virksomheder, de har revideret.

- Man håber til det sidste, at alle debitorer kan betale deres regninger. Men når revisor kommer ind over og ser kritisk på debitorernes betalingsevne – og vilje, kan det ende med en nedskrivning i regnskabsgrundlaget, som samtidig ændrer de oplysninger, der senere vil fremgå af virksomhedens årsregnskab, siger adm. direktør hos FSR – danske revisorer Charlotte Jepsen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det er sjældent, at fejlene er bevidste fra virksomhedernes side. At revisorerne finder fejl, er resultatet af, at de ved revisionen samler trådene fra hele regnskabsåret. Det giver en unik mulighed for at se, hvor enderne måske ikke passer sammen. Havde revisor ikke været inde over, var sådanne forhold måske ikke opdaget, og det kunne få betydning for virksomhedens skattebetaling eller kreditvurderingen af virksomheden hos kunder, leverandører og banken.

Forkert grundlag

Virksomhedernes regnskabsgrundlag danner udgangspunktet for virksomhedens årsregnskab, som er den primære indgang til økonomiske informationer om virksomheden hos kunder, leverandører, banker osv.

Bliver fejlene i regnskabsgrundlaget ikke rettet i forbindelse med revisionen, følger de med over i regnskabet, og det kan få konsekvenser for både virksomheden selv og brugerne af regnskabet.

75 procent af revisorerne i undersøgelsen vurderer, at konsekvensen – hvis fejlene ikke var blevet rettet - ville være kreditgivning til virksomheden på forkert grundlag.

Derudover vurderer 46 procent af revisorerne, at en manglende rettelse af de væsentlige fejl ville føre til, at leverandører eller kunder handler med virksomheden på forkert grundlag.

- Tallene viser en central pointe omkring værdien af revision – nemlig at revisionen er til for at sikre, at omverdenen får retvisende oplysninger om virksomhederne. Forkerte tal i regnskabet kan i første omgang have negative konsekvenser for virksomhedens samhandelspartnere, da de træffer beslutninger på baggrund af tallene. Det kan for eksempel være at give kredit til en virksomhed på forkert grundlag, siger Charlotte Jepsen

Mindre virksomheder

Undersøgelsen er ikke opgjort på brancher, så der ligger ikke noget entydigt billede for, hvordan det ser ud i bygge- og anlægsbranchen.

Ni ud af 10 revisorer vurderer dog, at det primært er i de mindre virksomheder med under 10 ansatte, at revisionen har ført til rettelser af væsentlige fejl i regnskabsgrundlaget.

20 procent af revisorerne svarer, at revisionen har ført til rettelser i virksomheder med mere end 50 ansatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094