23948sdkhjf

EU-lande skal være energieffektive

Et nyt udspil fra Kommissionen skal gøre EU mere energieffektivt frem mod 2030. DI håber på målrettede tiltag på bygningsområdet
Der er ros fra Dansk Industri til det udspil fra EU-Kommissionen, der skal gøre EU 30 procent mere energieffektivt i 2030.

Udspillet, der blev fremlagt i sidste uge, tager fat på virksomheder og private forbrugere, som fremover skal have et mere effektivt energiforbrug.

Hos DI noterer direktør i DI Tine Roed sig, at Kommissionen har valgt at tage særligt hensyn til EU’s forsyningssikkerhed.

- DI ser gerne, at ønsket om at øge indsatsen i forhold til energieffektivisering sker gennem mere målrettede tiltag. Her kan man for eksempel se på bygningsområdet, der står for 40 procent af EU’s samlede energiforbrug. Med det samlede energiudspil sender Kommissionen et klart politisk signal om, at man ønsker en ambitiøs klimaindsats i Europa. Det glæder DI, og vi er sikre på, at det vil skabe muligheder for mange danske virksomheder, som netop er stærke på energiområdet, siger hun.

Mangler ambitioner

Mindre begejstret er SF’s medlem af Europaparlamentet, Margrete Auken, der sidder i parlamentets miljøudvalg. Hun mener forslaget mangler ambition og hæfter sig ved, at forslaget lægger op til en årlig energibesparelse på under én procent, mens EU-landene indtil 2020 har forpligtet sig til to procent om året.

- Det kunne være så godt, men det er faktisk skidt, at Barroso-Kommissionen endnu en gang bekender kulsort kulør. Ambitionen i det udspil der nu er på bordet er markant ringere end hvad vi hidtil har set på energi- og klimaområdet. Det er et i enhver henseende uansvarligt tilbageskridt, siger hun.

Næste skridt

Næste skridt er EU-topmødet den 23.-24. oktober, hvor medlemslandenes stats- og regeringsledere skal forholde sig til Kommissionens udspil.

Udover en målsætning om, at vi i EU-landene får et mere effektivt energiforbrug, omfatter energiudspillet også et ledende mål på 40 procent for reduktion af drivhusgasser og en målsætning om, at vi i EU-landene samlet set skal øge andelen af vedvarende energi til 27 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099