23948sdkhjf

Niras udbygger norsk havn

Havn uden for Trondheim skal udvides med 600 meter kaj og ny containerterminal
Orkanger Havn uden for den norske by Trondheim har vokseværk. Og det bliver den danske rådgiver Niras nu en del af.

Niras skal nemlig sammen med sin norske partner, Olav Olsen AS, være med i udbygningen af havnen i Orkanger 30 km vest for Trondheim

Havnen skal udvides med 600 meter kaj og 10 hektar areal med blandt andet en ny containerterminal.

- Det er en god regulær opgave, der blandt andet kan bringe nogle spændende geotekniske udfordringer med sig. Den del af kajen, der skal fyldes op, ligger i et område med varieret blød og plastisk ler, siger havnespecialist Ulf Anderskouv fra Niras.

Underrådgiver

Niras er inviteret til at give tilbud på første fase i at udbygge havnen og design for udbygningen.

Havnen er ejet af Trondheim Havn, som rådgiverfirmaet Dr.techn. Olav Olsen AS har en rammekontrakt med.

Niras er underrådgiver til det norske firma, og det er den første samarbejdsopgave mellem de to rådgivervirksomheder.

- Vi forventer, at opgaven går videre, og at vi også skal deltage i den kommende projektering og udførelse af havneanlægget, siger Ulf Anderskouv.

Ud over havnespecialister og geoteknikere håber Niras på, at den norske rådgiver vil trække på ekspertise inden for miljø. Orkanger Havn ligger naturskønt, og der skal tages hensyn til miljø- og naturforhold.

Avancerede konstruktioner

Olav Olsen AS er specialist i avancerede konstruktioner. Virksomheden rådgiver blandt andet om vandbygningskonstruktioner til de norske oliefelter.

Niras er stærke i at planlægge havne og dimensionere havnekonstruktioner og bidrager med eksperter inden for det felt.

- Samarbejdet er vigtigt for os. Det er vores mål at kunne yde fuld service på det norske marked. For at opnå det, er det vigtigt at have gode samarbejdspartnere. Her matcher vi hinanden fint, siger Christian Paulsen, som er teamchef i Niras’ havneafdeling.

Dr.techn. Olav Olsen AS har cirka 100 ansatte, og Niras indledte samarbejdet med firmaet for lidt over et år siden.

Niras’ bidrag til konceptplanen for Orkanger Havn skal være færdig i næste måned.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094