23948sdkhjf

Branche savner fokus på energitunge virksomheder

Dansk Energi mener, at vækstdelaftale på energiområdet sikrer grundlag for energipolitikken, men PSO-afgiften burde være mere målrettet
Vækstaftalen mellem regeringen, Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti sikrer, at energiforliget er intakt og skaber et stabilt grundlag for energipolitikken. Men aftalen batter fortsat ikke nok hos de energitunge virksomheder.

Det mener Dansk Energi oven på vækstdelaftalen på energiområdet, som regeringen, Venstre. SF og Enhedslisten blev enige om i mandags.

Aftalen indeholder både generelle reduktioner af virksomhedernes omkostninger til PSO-afgiften, som alle betaler over el-regningen, samt målrettede lempelser, der kommer de energiintensive virksomheder til gode, hvor PSO'en vejer tungest. Samlet set nedsættes PSO-udgifterne med i alt 13.2 mia. kroner.

- Med vækstaftalen tegner der sig et mere stabilt grundlag for energipolitikken efter mange måneders usikkerhed. Aftalen rammer en fin balance mellem PSO-lettelser til virksomhederne og opfylder energiforligets ambitioner, og aftalen bekræfter, at partierne bag fortsat bakker forliget op, siger Lars Aagaard, adm. direktør i Dansk Energi.

Europarekord

Han havde dog gerne set, at PSO-lempelsen burde havde været mere målrettet de energitunge virksomheder.

Kun omtrent hver 10. krone ud af de 13 mia. kroner, man vil lette PSO-betalingen, går til energiintensive virksomheder, som har størst gavn af PSO-lettelserne. Desuden kommer en del af finansieringen til PSO-lettelserne ved at øge husholdningernes elafgift - dog sænkes afgiften på elvarme en lille smule, selv om der ikke er tale om en fuld ligestilling i forhold til fossile brændsler.

- Danmark har allerede Europarekord i elbeskatning af husstande. Nu sættes den afgift yderligere op, alt imens man politisk ønsker at bruge el til mere i vores energisystem. Det understreger behovet for, at vi reviderer vores energibeskatning. Det giver ikke mening at beskatte danske husstandes forbrug af el højere end eksempelvis naturgas og fyringsolie, siger Lars Aagaard.

Lyttet til virksomhederne

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) mener, at aftalen nu skaber ro om energipolitikken, og der er lyttet nok til virksomhederne.

- Vi har lyttet til virksomhederne uden at gå på kompromis med vores grønne ambitioner. Derfor sender vi nu en væsentlig lavere elregning til både virksomheder og forbrugere, samtidig med at vi fortsætter den grønne omstilling, siger Rasmus Helveg Petersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.173