23948sdkhjf

Forsvaret høster erfaringer med PCB

To tests har skabt gode redskaber til bekæmpelse af PCB i forsvarets bygninger
Med over 660 bygninger opført i perioden 1950 til 1977 kan miljøgiften PCB potentielt være et stort problem for Forsvarets bygningsmasse.

PCB blev brugt i den danske bygningsmasse fra 1950 til 1977, og derfor var Forsvaret med, da den første systematiske kortlægning af PCB i dansk byggeri blev gennemført og er nu blandt de første til at høste praktiske erfaringer med, hvordan man effektivt reducerer PCB i indeluften.

Ud af en stikprøveundersøgelse på cirka 300 af Forsvarets bygninger, der er opført i den periode, hvor man brugte PCB i byggematerialer, blev der i to bygninger målt et let forhøjet niveau af PCB i indeluften.

De to bygninger har dannet rammen om testcases, der skal give konkrete erfaringer til Forsvarets videre arbejde med afhjælpning af PCB. Forskere fra Statens Byggeforsknings Institut (SBI) følger projektet, fordi det er et af de få projekter, der tester effekten af forskellige metoder til afhjælpning.

Opmuntrende resultater

I den ene bygning stammer PCB'en i indeluften fra de oprindelige fuger ved vinduerne. Her er testet to forskellige måder at afhjælpe på: Øget ventilation og sanering af fugerne.

I den anden bygning var PCB'en i malingen. Her forsøgte man sig med en særlig grundig rengøring af alle overflader.

Alle tre test har på kort tid nedbragt PCB-indholdet i indeluften til et niveau, der ligger væsentligt under Arbejdstilsynets grænseværdier.

- Resultaterne er meget opmuntrende. Specielt er resultatet af rengøringen overraskende positivt. Vi er jo blandt de første til at indhente praktiske erfaringer på området, så vi var spændte på resultaterne. Den bedste løsning skal vurderes i de enkelte tilfælde, men med disse tests har vi fået gode redskaber i værktøjskassen til det videre arbejde, siger Henrik Sørensen, der er projektleder ved Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste.

Opgave i udbud

Forsvaret går nu i gang med at undersøge de resterende 665 bygninger fra den periode, hvor PCB blev brugt i danske byggematerialer. Opgaven er i udbud og påbegyndes i løbet af efteråret.

Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste er i samarbejde med eksperter på området ansvarlig for stikprøve, udførsel af test og den fuldstændige kortlægning af PCB i Forsvarets bygninger, samt de konkrete løsninger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094