Stilhed før byggeriets store overenskomstslag

Industriforliget lægger rammerne for byggeriets overenskomster, men på den afgørende knast om udenlandsk arbejdskraft kan det ikke bruges til noget

Med industriens overenskomstforlig i søndags er rammerne lagt for, at byggeriet for alvor kan komme i gang med forhandlingerne. Et tilsyneladende helt udramatisk forløb, hvor man nåede i mål til aftalt tid og uden sammenbrud indikerer en fælles forståelse i industrien for at forbedret konkurrenceevne i forhold til udlandet og sikring af lønmodtagernes realløn har været hovedfokus, og at der ikke har været esktraordinære knaster, der har skulle høvles af. Den store industriforbrødring betyder dog ikke, at byggeriet får lige så let ved at at enes om en ny aftale. Snarere tværtimod.

Industrien er arbejdsmarkedets største område, og med DI’s dominerende rolle på det private arbejdsmarked lægger industriforliget rammerne for resten af arbejdsmarkedet.

Derfor er der en række forhold, som allerede kan betragtes som afgjort for også de andre LO-DA overenskomster. For det første vil aftaler dække en treårig periode, og regulering af mindstebetalingssatser, genetid og lærlingeløn vil højst afvige marginalt på de øvrige minimallønsoverenskomster.

Ros fra sagkundskab

Industriforliget får ros fra sagkundskaben. Den borgerlige tænketank Cepos’ cheføkonom Mads Lundby Hansen kalder det en “definitorisk god aftale for arbejdsgiverne", finansminister Bjarne Corydon (S) mener, at aftalen “forbedrer forholdene for de ansatte på en ansvarlig måde, så industriens konkurrencekraft ikke sættes over styr", mens professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann mener, at der er lagt et godt fundament til forbedring af konkurrenceevnen.

Med andre ord er det på ny en overenskomst i krisens tegn, om end lønmodtagerne får mere denne gang end i 2010 og 2012.

Spørgsmålet er, om arbejdsgiverne i byggeriet finder den tilstrækkelig billig. Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen indledte byggeriets overenskomstforhandlinger før jul med at udtale bekymring for, om krisebevidstheden fortsat er tilstrækkelig stor i industrien.

Dansk Byggeri mener, at byggeriet er mindst lige så konkurrenceudsat fra udlandet som industrien. Forskellen er blot, at udenlandske virksomheder og udenlandsk arbejdskraft kommer til Danmark og presser priserne. Meldingerne har været nogenlunde de samme fra den anden store arbejdsgiverorganisation på byggeriets område, Tekniq.

Frit valg i byggeriet?

Men hvad kan industriforliget så bruges til på byggeområdet ud over at kalkere reguleringerne?

Umiddelbart måske ikke så meget. Et interessant spørgsmål er, hvordan byggeriet vælger at anvende den ekstra procent af lønsummen, som de timelønnede i industrien får ind på deres fritvalgskonto i løbet af de tre år. Byggeriet har ingen tilsvarende konto, og med mindre man indfører en sådan personlig konto, skal pengene udmøntes på anden måde. Pension kunne være et bud.

Mens lønmodtagerne i byggeriet føler, at deres lønninger og arbejdsvilkår undergraves af udenlandsk arbejdskraft, har kollegerne i industrien et tilsvarende fokus på vikarer. Industriaftalens nye bestemmelser om vikarer kan dog ikke overføres til byggeriet.

Her vil dramaet akkurat som for to år siden komme til at stå om udenlandsk arbejdskraft. Lønmodtagerne kræver et mere solidt værn imod social dumping. Det er medlemmernes topkrav. Tredjepartsforpligtelse er nævnt som bedste løsning, akkurat som i 2012, hvor Dansk Byggeri sagde nej.

Fronterne er på dette område fuldstændig de samme fastlåste. Derfor er der også udsigt til et nyt voldsomt slagsmål om byggeriets overenskomst. Industriens udramatiske forløb er derfor blot stilhed før stormen.