23948sdkhjf

Forligsmanden opgiver at forlige malerbranche

Malerbranchen affinder sig med for første gang i 22 år at blive samlet op af forligsmandens mæglingsforslag
For første gang siden 1992 vil det ikke lykkes for arbejdsgivere og lønmodtagere i malerbranchen at blive enige om en ny overenskomst.

Det står fast efter forligsmand Asbjørn Jensen i weekenden måtte opgive at forlige de to parter. Blot to timer behøvede forligsmanden til at konstatere, at parterne er så langt fra hinanden, at et forlig ikke er muligt.

Begge parter er derfor nu indstillet på at blive samlet op af forligsmandens mæglingsforslag, som opsamler alle områder, der ikke har kunnet blive enige og kæder dem sammen med alle forlig. Mæglingsforslaget kommer til en samlet urafstemning.

- Det kan vist ikke være anderledes. Med de krav, som blev meldt ud fra Malerforbundet, tror jeg ikke, forligsmanden kalder på os igen. Vi er for langt fra hinanden, siger Ole Draborg, direktør i Danske Malermestre.

Det forventer heller ikke Jørn Erik Nielsen, formand for Malerforbundet.

- Det er der ingen grund til. Vi kan ikke blive enige, siger han.

Regulering af satser

Det er lønmodtagernes krav om yderligere tiltag mod social dumping, der skiller parterne.

Man var ellers ganske langt ved forhandlinger i sidste uge om indførelse af akkordafsavnstillæg og pligt til kun at anvende overenskomstdækkede underentreprenører, men forhandlingerne strandede, da Dansk Arbejdsgiverforening, hvor Danske Malermestre er medlem, ikke ville godkende de to elementer.

Jørn Erik Nielsen forventer, at mæglingsforslaget bliver “til at leve med", idet forligsmanden indarbejder satser og reguleringer fra de allerede kendte forlig, hvorimod der næppe indarbejdes tekstfornyelser.

Han regner også med regulering af malerbranchens akkordsatser med udgangspunkt i de indgåede normallønsoverenskomster.

Det baserer han på en voldgiftskendelse fra 1985, hvor det blev slået fast, at akkordsatserne er en integreret del af overenskomstens lønudvikling.

Maleroverenskomsten omfatter 1.500 virksomheder og omkring 6.000 lønmodtagere.

Mens forligsmanden ser ud til at have opgivet malerområdet, så har han atter kaldt på parterne i vvs-branchen. Tekniq og Blik- og Rørarbejderforbundet var således kaldt i Forligsinstitutionen mandag eftermiddag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094