Som led i entreprenørselskabet Juul & Nielsens vækststrategi har virksomheden ved årsskiftet etableret en ny afdeling for energioptimering samt renovering og ombygning inden for den almennyttige boligmasse.
Juul & Nielsen har godt 200 ansatte i afdelinger i Glostrup og Aarhus, og den nye afdeling for energioptimering er opstået i kølvandet på Juul & Nielsens succes inden for området.
Blandt andet vandt virksomheden Renoverprisen 2013 for Danmarks bedste renovering, hvor ejendommen Ryesgade 30 i København opnåede store energibesparelser efter en gennemgribende renovering af ejendommen.
Den nye afdeling blev en realitet den 1. januar 2014 og for at imødekomme et højt ambitionsniveau, har Juul & Nielsen ansat Torben B. Svendsen som afdelingsleder.
Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Hoffmann A/S, og har tidligere fungeret som projektchef i E. Pihl & Søn A/S.
- Vi ser Torben som den helt rigtige person, der med sine professionelle kompetencer og solide erfaring indenfor renovering og ombygningsarbejder, badeværelser, køkkenrenoveringer, tag- og facaderenovering samt vinduesudskiftning, kan stå i spidsen for banebrydende energioptimerende løsninger for vores kunder, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden.