Fremgang for store entreprenører
MT Højgaard kæmper stadig med gamle sager, men kan fremvise positiv drift inden hensættelser. Aarsleff også positivt ud af tredje kvartal
Driftsresultatet før særlige poster blev på 46 mio. kroner i årets andet kvartal mod et minus på 30 mio. kroner i første kvartal. Samlet for første halvår 2014 blev driftsresultatet 16 mio. kroner mod -18 mio. kroner i den tilsvarende periode sidste år.
De særlige poster omfatter en række tvistsager på offshore-området og den meget omtalte Buxton-sag om et britisk betonværk.
Regnes disse hensættelser med lander driftsresultatet for første halvår på et underskud på 179 mio. kroner i forhold til et underskud på 18 mio. kroner i samme periode sidste år.
Men MT Højgaards adm. koncerndirektør, Torben Biilmann, hæfter sig ved, at omlægningen af MT Højgaard giver resultat i regnskabet.
- Den omfattende omlægning af koncernens aktiviteter – både på kundesiden og internt – er ved at slå igennem. Lønsomheden i ordrebogen styrkes skridt for skridt, og vores effektivitet bliver bedre og bedre. Det begynder nu at vise sig i driftsresultaterne, siger Torben Biilmann i en pressemeddelelse.
MT Højgaards omsætning var på 3,2 mia. kroner mod 3,3 mia. kroner i første halvår sidste år.
I andet halvår ventes omsætningen øget som følge af indtjening på opgaver indhentet ultimo 2013 kombineret med nye ordrer for 2,6 mia. kroner i første halvår 2014.
- Vi er meget omhyggelige, når vi ser på nye opgaver. Vi indgår kun kontrakter om projekter, der har en sund risikoprofil, og som lever op til vores indtjeningskrav, konstaterer Torben Biilmann.
Vækst på dansk marked
Per Aarsleff A/S leverede også kvartalsregnskab i går – denne gang for tredje kvartal af regnskabsåret 2013/2014, der udløber med udgangen af september. Aarsleff kan notere en omsætningsfremgang i årets første ni måneder på 12 procent til 5,966 mia. kroner. Her stod den danske omsætning for en fremgang på 10 procent, mens den udenlandske omsætning steg med 15 procent.
Fremgangen viste sig også på indtjeningen, hvor driftsresultatet gik frem fra 141 mio. kroner til 238 mio. kroner. Før skat landede resultatet på 225 mio. kroner mod 132 mio. kroner i samme periode sidste år.
Ses der på de rene anlægsaktiviteter blev omsætningen i regnskabsårets første ni måneder på 3,828 mia. kroner, hvilket er på cirka samme niveau som sidste regnskabsår.