Det er efterhånden kendt udover Guldborgsund Kommunes grænser, at borgerne i Horbelev på det nordøstlige Falster nægter at overgive sig til den udvikling, der ellers byder på dramatiske fortællinger om landsbydød og indbyggerflugt i Udkantsdanmark.
De 546 beboere i byen syd for Stubbekøbing har i mange år optrådt som ildsjæle, der vil kæmpe for at holde fast i et livligt og varieret byliv med overskud til at skabe oplevelser og fællesskab. Et eksempel er omdannelsen af byens tidligere folkeskole til et nyt samlingspunkt for hele byen, skriver Lokale og Anlægsfonden i en pressemeddelelse.