Vækst og bedre konkurrence
Stop for erhvervsskatter og løntilbageholdenhed i 10 år. Det er faktisk ikke svært at forstå, at de borgerlige partier ikke helt kan finde fodfæste i øjeblikket, for ret meget mere blåt bliver det nok ikke.
Det er immervæk noget af et forslag han stiller, specielt i det politiske felt han i øjeblikket befinder sig i. Som andre medier også noterer sig, så kan man godt stille spørgsmål ved, om det nu også er den helt rigtige perron han er stået af på, eller om han burde være fortsat til næste station - noget nærmere de borgerlige partier.
Det er da i hvert fald et oplæg, som de borgerlige vil kunne være med på i et eller andet omfang, og der er ikke meget tvivl om, at det vil gavne konkurrenceevnen væsentligt.
Hvis man så kobler den med den klimaaftale, der blev vedtaget i går, så begynder der at tegne sig et fornuftigt billede af en nødvendig omstilling i ikke blot den danske økonomi, men også den danske klimatilgang, som alt andet lige bør være progressiv.
Og her skal byggesektoren holde sig til. Det er ekstremt vigtigt, at bygge- og anlægssektoren er med til at gå forrest og vise vejen med gode og brugbare løsninger. Ikke alene det, men også for at være med til at sikre, at erhvervslivet ikke belastes unødigt på netop konkurrenceevne og lovgivninger som på anden vis kan spænde ben for en byggesektor, der stadig er trængt og trænger til nogle reelle vækstinitiativer.
Hvis det indrettes rigtigt, er der kun vindere, når det gælder et grønnere miljø, for det er også en forretningsmulighed, og det gælder, som det var i vindmøllesektorens første år, om at finde nogle forretningsmodeller, der kan bære. Og så er det jo, at det bliver rigtigt sjovt - også for byggeriet.
Vi må bare ikke drukne sektoren i energiafgifter og skatter, sådan som der allerede er en tendens til.