En vækst i nettoomsætningen på 4,4 procent er ikke imponerende. Ikke desto mindre må 28 store rådgivende ingeniørvirksomheder nøjes med det, viser en analyse af deres seneste årsregnskaber fra 2012 og 2013.
Det er dog ikke alle, der offentliggør nettoomsætningen, men blandt dem, der gør, er den samlede vækst på årsbasis 4,4 procent. Det dækker selvfølgelig over nogle forskelle, men generelt gælder, at de 12 virksomheder, der har haft vækst i nettoomsætningen i 2012/13 sammenlignet med forrige regnskabsår, kun har haft små stigninger. Og tager man højde for, at der også har været en vis inflation, så er væksten stort set væk.