23948sdkhjf

Ny terminal venter på flere turister

Arkitekturen bag den nye krydstogtterminal i den udvidede københavnske Nordhavn fik et maritimt udtryk. Men byen kæmper for at fastholde sin position som magnet for de store skibe
Mens København kæmper for at fortsat at være et turistmekka, der kan tiltrække de store krydstogtskibe har Dronningen og By & Havn netop indviet en ny passagerterminal i Nordhavnen.

Turistbranchen håber dog på bedre tider og mindre trafikalt kaos i København som følge af de mange byggeprojekter.

Antallet af krydstogtskibe er, ifølge Berlingske, faldet fra knap 350 til 312 på et år.

Men indtil den skude vender, skal den nye terminal gøre livet som krydstogtturist endnu nemmere, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra arkitektfirmaet bag projektet, Christensen & Co samt Mogens Rasmussen A/S, der blandt andet leverer facader, solafskærmninger og loftsprodukter.

Maritim effekt

Firmaet med base i Middelfart har leveret et tyskproduceret facadepanel i polykarbonat til den nye terminalbygning.

Jesper Kusk Pedersen fra Christensen & CO Arkitekter var arkitekt på projektet, og han forelskede sig i panelerne, fordi de gav nogle specielle muligheder.

- Panelernes perlemorsudtryk giver en rigtig god effekt i de maritime omgivelser, da det minder om opaler eller det indvendige af en østers, siger han.

Facaden er translucent, og det giver en god effekt i dagslys, men også når det er mørkt. Da lyset kan gennemtrænge facaden både udefra og indefra, er der altid nye nuancer at betragte, når man ser på bygningen, uanset om det er nat eller dag.

Desuden sikrer den såkaldte Heatbloc-teknologi, at varmen bliver reflekteret, hvilket giver et behageligt indeklima.

Inspiration fra Holland

For Mogens Rasmussen A/S begyndte processen med at blive leverandør til den nye krydstogtterminal allerede i efteråret 2011.

Arkitekt Jesper Kusk Pedersen havde set Rodecas’ produkt på et byggeri i Holland, og han mente, det ville passe godt til den nye københavnske havnebygning. Siden den første kontakt blev taget, er leverandøren og arkitekten indgået i en tæt dialog.

- Det har været en god og lærerig proces for alle parter, hvor vi har budt ind med de kompetencer, som vi har i forhold til facader, siger Peter Gjerløff, direktør i Mogens Rasmussen A/S.

Han fortæller, at polykarbonat som facadeprodukt giver andre muligheder end eksempelvis glas.

- Når det kommer til isoleringsevnen, er det fuldt på højde med energiruder, og det var naturligvis også vigtigt for arkitekten. I dag er energiprofilen vigtig i nybyggeri, og ud over de arkitektoniske fordele ved facadepanelerne er de også yderst energivenlige, siger han.

Trafikkaos skræmmer skibe væk

For andet år i træk har hovedstaden færre krydstogtturister.

Ifølge Berlingske er antallet af skibe, der har lagt til kaj, faldet fra 350 til 312 skibe på et år.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har uden held forsøgt at få en kommentar fra Claus Bødker, der er direktør for Cruise Copenhagen Network. Han er i øjeblikket bortrejst, men han har til flere medier sagt, at usikkerhed om kø eller forsinkelser i den københavnske trafik - som følge af blandt andet metrobyggeri - afskrækker turisterne fra at vælge København som mål.

Claus Bødker har ifølge Berlingske henvendt sig til teknik-og miljøforvaltningen i København i håb om at finde en løsning på de trafikale problemer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093