Bornholmsk bredbånd i udbud
Opgaven med at etablere bredbånd til bornholmerne er nu i udbud. Det er afgørende for erhvervslivet, at der investeres i bedre netforbindelser, mener Dansk Byggeri
Opgaven med at levere det hurtigste bredbånd til flest mulige borgere er lige nu i udbud. De 60 mio. kroner kommer som et tilskud til den virksomhed, der får opgaven.
Foruden de daværende tre regeringspartier har Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance lagt stemmer til vækstpakken. Udbudsrunden blev indledt i august og vil løbe til 25. november i år, hvorefter det endelige valg vil ligge klar i slutningen af året.
Ifølge ministeriet vil buddet, der giver den største dækning med høje hastigheder så tidligt som muligt" modtage støtten.
Niels Nielsen, der er branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri, mener, at det er afgørende, at der bliver foretaget den type investeringer.
- Den debat, der har kørt om Udkantsdanmark bør have fokus på, om der er ordentlige bredbåndsforbindelser. Er der ikke det, går det ud over alle virksomheder - ikke bare bygge- og anlægsvirksomheder. Yderområderne skal med på vognen og det kommer de blandt andet ved at have en solid netdækning, siger han.
Vigtigt for vækst
For Niels Nielsen er det væsentlige ikke at diskutere om 60 mio. kroner er meget eller lidt - det væsentlige er derimod at se på, hvad man får for pengene.
- En bedre bredbåndsdækning er i dag en forudsætning for, at virksomhederne kan vækste og skabe arbejdspladser. Det gælder ikke bare på Bornholm, men i hele Danmark, siger han.
Bornholm ligger i dag væsentligt under landsgennemsnittet, når man ser på den samlede dækning med højhastighedsbredbånd. Erhvervs- og Vækstministeriet stiller som krav til det nye bredbånd, at der kan leveres hastigheder på 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload senest i 2020.
Hvis hastigheden ikke kan leveres allerede ved etableringen af nettet, skal der mindst leveres 30 Mbit/s download og 5 Mbit/s upload ved udgangen af 2016. Det støtteberettigede område på Bornholm omfatter godt 10.000 husstands-, virksomheds- og sommerhusadresser.
Dækning af husstands- eller virksomhedsadresser, som har adgang til mindre end 2 Mbit/s download, gives særlig prioritering i evalueringen af bud.