23948sdkhjf

Godt på vej med nordjysk stædighed

En spærrer af, så en anden kan sætte autoværn op og en tredje lave striber
Hvor der er en vilje, er der en vej. Og selv om vejen ikke er åbenlyst tydelig, så bliver den det, når først der er spærret af, så autoværnet kan komme op og striber kan markere både midte, sider og meget andet.

Selv om de overlapper lidt, går de ikke hinanden i bedene, de nordjyske virksomheder, der i bogstavelig forstand er godt på vej. I det daglige har de ikke noget med hinanden at gøre. Men når der er skolejubilæum, løber to af dem på hinanden. De kommer begge fra Nørhalne nord for Aalborg. Efter jubilæet kører den ene hjem til Støvring syd for Aalborg, hvor han har adresse blot en kilometer fra den tredje.

Alle tre satser på vejen. En har specialiseret sig i autoværn til det danske vejnet. En lægger hovedvægten på afspærringsmateriel. Og en tager sig af vejmarkeringerne – striberne og symbolerne direkte på vejbanen.

For alle tre gælder, at de i det daglige er oppe imod større spillere på deres respektive områder. Og for alle tre gælder, at de klarer sig aldeles glimrende alligevel.

En tilfældighed

- Måske er der noget i vandet her i Nordjylland, der gør det. Men jeg tror nu, at det nærmere er en ren tilfældighed, at tre inden for samme snævre område – nemlig vejen – har placeret sig her. For at det ikke skal være løgn, har vi også en virksomhed, der laver vejskilte lige rundt om hjørnet, siger Jesper Sørensen.

Han er direktør for og indehaver af firmaet Guide-Lines i Støvring. Det er dem med vejstriberne.

- Der findes masser af pendanter til os rundt omkring. Spørgsmålet er, om de giver tage slæbet. Det gider vi. Det er nok det, man forstår ved nordjysk stædighed og gåpåmod, vurderer Jesper Sørensen.

En anden Jesper er ham med afspærringsgrejet. Jesper Drejer er direktør for firmaet Systemafspærring i Støvring, som han i øvrigt også ejer.

Ham med autoværnene hedder Claus Glanz. Hans virksomhed, Nord Profil A/S, ligger i Vodskov. Det er nordenfjords – en halv snes kilometer nordøst for Aalborg. På årsbasis monterer hans folk i omegnen af 125 kilometer autoværn rundt om i Danmark. Typisk som underentreprenør på større motorvejsprojekter.

I konkurrence

Nord Profil har klaret trafiksikringsopgaver på blandt andet motorvejene Esbjerg-Kolding, Herning-Vejle, Odense-Svendborg, Aalborg-Hirtshals, Aalborg-Frederikshavn og Herning-Aarhus. I øjeblikket er det nordjyske firma med på udbygningen af motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart på det vestlige Fyn, samt på Brande Omfartsvej, som bliver en del af motorvejen mellem Herning og Vejle.

De solide entrepriser henter Nord Profil hjem i konkurrence med tre andre firmaer på autoværn-fronten.

Claus Sørensen har fire store konkurrenter, når han sender tilbud afsted på vejmarkeringer rundt om i landet. Når der er fart på, har Guide-Lines 12 stribehold i gang og totalt 30 mand beskæftiget i firmaet. Han lægger ikke skjul på, at kampen om striberne er hård. Men han er klar til at kæmpe den.

Nok til alle

Jesper Drejer med afspærringsmateriellet tager konkurrencesituationen mere afslappet.

- Der er mange spillere på banen, der gerne vil lave afspærringer. Vel en 10-15 stykker, hvor nogle af de store på skilte vejer tungt. Alle vil jo have mere, men jeg mener nu, at der både er nok til de store og samtidig noget til vi andre. Afspærringsbranchen er hverken værre eller bedre end andre brancher, vurderer Jesper Drejer hos Systemafspærring.

- Konkurrencen og serviceniveauet i Danmark er højt. Derfor gælder det ikke mindst om at have grejet i orden til at klare opgaverne. Vi har seks lastbiler, som vi bruger til at spærre med på motorveje. Og hvis vi sætter vore betonklodser op i en lang række, bliver den på fire kilometer. Skilteproduktion har vi i huset her i Støvring. Og så har vi en afdeling med lager i Tune på Sjælland med samme udstyr som i Støvring, men dog ikke med produktion af skilte, fortæller Jesper Drejer.

- Jeg spærrer vejen af, så entreprenøren kan komme til, Claus kan sætte sine autoværn op og Jesper kan lave sine striber, forklarer Jesper Drejer om logistikken for nordjysk virke på vejen.

Alternativ i kriseårene

Det var nu lidt af et slumptræf, at han overhovedet kom i gang med at lave afspærringer. Jesper Drejer er nemlig uddannet murer, og firmaet Drejers Murerforretning eksisterer stadig.

- Vi laver stadig en snes huse om året. I 2009 løb jeg på en fyr, der havde et krakket firma med afspærring på Sjælland. Det købte jeg og hentede det hele til Jylland. Jeg så det vel nærmest som et alternativ til byggebranchen i kriseårene. I dag er murerforretningen nærmest en hobby, og vi laver afspærringsopgaver i hele Danmark, fortæller Jesper Drejer.

Det var ikke tilfældet, der bragte Claus Glanz i nærkontakt med autoværnene. Han var faktisk helt på hjemmebane i branchen, da han startede Nord Profil A/S.

- Min morfar var ansat ved et stort stålfirma i Aalborg, som også lavede autoværn. I 1985 gik han sine egne veje og startede for sig selv. I 1996 stiftede vi så Nord Profil, som min far er medejer af, og hvor min lillebror også har aktier. Så på sin vis er det tredje generation, der er i gang med autoværn, forklarer Claus Glanz.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126