23948sdkhjf

Mindre entrepriser giver flere bydende

Kriminalforsorgen er tilfreds med interessen for at bygge nyt statsfængsel efter genudbud
Kriminalforsorgen har som bygherre haft held med at skabe større interesse for murerarbejdet ved opførelsen af det ny statsfængsel på Nordfalster ved at opdele arbejdet i tre dele.

Da arbejdet først på året blev udbudt, var feltet af interesserede murervirksomheder for beskedent til at sikre tilstrækkelig konkurrence.

- Murerentreprisen var muligvis for stor. Vi kunne i hvert fald konstatere, at der ikke var tilstrækkeligt mange, der havde søgt prækvalifikation, og vi valgte derfor at dele murerarbejdet op i tre dele, en på det indvendige og to på det udvendige. Det har været vellykket, og vi har nu kunnet prækvalificere fire-fem virksomheder på hver af entrepriserne, siger Erik Bang, kontorchef i Kriminalforsorgen.

Også stålentreprisen er blevet genudbudt, dog uden at være opdelt i mindre bidder. Også her har Kriminalforsorgen kunnet prækvalifcere fem bydende.

Licitation udskudt

På 11 andre entrepriser var der aftalt licitation 7. maj. Efter ønske fra en række af de inviterede entreprenører er licitationen udskudt i et par uger.

- Vi har valgt at imødekomme ønsket og har derfor udskudt licitationen for stort set alle entrepriser for at give lige vilkår. Det giver os lidt mere tidspres, men vi forventer fortsat at kunne skrive kontrakter først på sommeren, så arbejdet kan komme i gang efter sommer, så vi holder den overordnede tidsplan, siger Erik Bang.

Arbejdet med at bygge statsfængslet er så småt gået i gang. Jordarbejdet er forlængst udført, og entreprenørvirksomheden EMR A/S fra Nørre Snede blev i marts tildelt arbejdet med at opføre den 1,4 km lange og seks meter høje ringmur. Det er en kontrakt på cirka 24 mio. kroner.

Fængslet, der skal huse 250 indsatte, erstatter fængslet i Vridsløselille.

Det skal stå færdig i slutningen af 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093