Anlægsnyt
TRAFIK - GLADSAXE: Trafik- og Teknikudvalget i Gladsaxe Kommune har et punkt om trafiksanering af Laurentsvej på dagsordenen den 24. februar.
Der har været gennemført en dialog med grundejere og virksomheder i Bagsværd Erhvervskvarter om den planlagte trafiksanering, der omfatter lukning af Laurentsvej og etablering af en vendeplads for lastbiler. På baggrund af de indkomne svar foreslår forvaltningen at fastholde forslaget om trafiksanering og at søge de rejste ønsker om skiltning med mere og dimensionering af vendeplads til sættevogne imødekommet. Etablering af en vendeplads fordrer arealerhvervelse fra ejendommen Laurentsvej 34. Projektet ventes realiseret for cirka 1,2 mio. kroner. By- og Miljøforvaltningen indstiller, at den foreslåede trafiksanering principgodkendes, og at der igangsættes procedure for ekspropriation til vendepladsen.
REGION SJÆLLAND
BYPORTE - TØLLØSE: En arbejdsgruppe under Tølløse Lokalforum har masser af ideer til, hvordan Tølløse kan forskønnes, skriver Dagbladet. Forskønnelsesforslagene lyder blandt andet på nye byporte, et mødetorv, borde og bænke med mere.
REGION SYDDANMARK
IDRÆTSANLÆG - ASSENS: På det seneste møde i Kultur- og Fritidsudvalget i Assens Kommune blev puljen på en mio. kroner til udendørs idrætsanlæg fordelt, og det betyder, at brugerne af syv forskellige idrætsanlæg i kommunen kan se frem til forbedringer af forskellig karakter iår, skriver Fyens Stiftstidende.
Hele 400.000 kroner går til Verninge Idrætsanlæg, hvor kampbanen skal drænes. 250.000 kroner går til nyt lysanlæg på kampbanen i Skallebølle, og i Haarby skal der bruges 160.000 kroner på at få støbt fundament til en multibane.
REGION NORDJYLLAND
HAVBAD - VORUPØR: Om ganske kort tid tages første spadestik til det nye havbad, der skal etableres ved Nr. Vorupør, og som gerne skulle stå klar til brug til sommer. Det fortæller Nordjyske Stiftstidende.
Havbadet skal anlægges på stranden på sydsiden af læmolen i Vorupør, som netop er blevet sat i stand. Renoveringen af molen og etableringen af havbadet er sammen med en renovering af området ved landingspladsen i Vorupør et sammenhængende projekt, der skal sikre, at området kommer til at fremstå som et attraktivt sted.
Illustrationen af havbadet her ved siden af, blev ved en fejl også bragt i disse spalter i går som en illustration af Løkken Moleleje. Vi beklager fejlen.