Klausuler eller ej
Der er umiddelbart argumenter for og imod, som hver for sig lyder meget plausible.
Det er vel egentligt ganske naturligt, at man, når det drejer sig om forvaltningen af danske skattekroner, i forbindelse med danske bygge- og anlægsprojekter, er medvirkende til, at unge uddannes til at udfylde de jobs, som samme branche faktisk forudsiger vil være et problem at få besat om få år.
Og hvis man tager udgangspunkt i den måde som for eksempel Københavns Kommune har gjort det med at sætte en ramme på entreprisesummen og tidsforløbet, således at der skal være tale om en vis projektstørrelse, før en klausul kræves, kan det vel også være med til at forsvare synspunktet for at kræve klausuler.
Samfundsmæssigt set er det da alt andet lige fornuftigt at medvirke til at øge uddannelsesniveauet.
Men når det er sagt, så er der også andre faktorer der spiller ind. Et af problemerne er konkurrencen, som kan skævvrides ved at stille nogle krav til én kategori af virksomheder, som ikke stilles til andre. Det er ligeledes svært at dæmme op med en lovgivning, der sikrer, at alle udenlandske virksomheder reelt lever op til klausulen.
Men hvad værre er, så risikerer vi et bureaukratisk miskmask af klausler, hvis der tillades - eller kræves, om man vil - at der kan stilles forskellige klausuler, afhængig af, hvor man er i landet.
Det kan godt virke som om, at det for enhver pris handler om at styre og råde over den private virksomhed, der skal arbejde for det offentlige. De fleste kan nok blive enige om, at det ikke er alle virksomheder der er lige dygtige til at påtage sig det sociale ansvar, men der er faktisk en lang række virksomheder, - specielt i bygge og anlægssektoren, der påtager sig et meget stort ansvar. Hvis de oven i købet skal leve med skærpede krav i form af endnu skrappere klausuler, så vælter læsset, og så kommer konkurrenceforvridningen for alvor ind i billedet.
