Milliard-hospital nu i udbud
Herlev Hospital udbyder nu via sit rådgiverkonsortium arbejdet med omdannelsen og udvidelsen af Ny Herlev Hospital. Det er byggerier for cirka en mia. kroner, der nu sættes i gang
I alt bygges og anlægges der cirka 56.000 kvm nyt sygehus, parkering og et et mindre Center for Fordybelse & Tro samt en række ombygninger i infrastrukturen, der skal binde det nye sygehus sammen med det eksisterende.
- Der er 18 entrepriser, hvoraf der er et par storentrepriser og en række fagentrepriser samt to hovedentrepriser, fortæller udbudsansvarlig i Orbicon A/S, Andreas Claus Hansen til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Orbicon er en af flere rådgivere, der tilsammen i et konsortium vandt rådgiverkontrakten på det store byggeri.
Prisrammen for det samlede byggeri er på lige under en mia. kroner, og udførelsesfasen påregnes at ske i perioden fra næste år til 2018.
- Vi påregner at have prækvalifikation på udbuddene her i august, som man kan se af det udsendte udbud. Ansøgninger om deltagelse har frist den 3. september, og udbudsmaterialet udsendes så medio oktober. Vi regner så med licitationen i starten eller senest medio december måned, forklarer Andreas Claus Hansen.
Nyt Hospital Herlev bliver et af Region Hovedstadens store områdehospitaler med forventning om i 2018 at dække et optageområde på omkring 435.000 borgere, og for særlige lægefaglige specialer cirka 750.000 borgere - samt have omkring 825 senge.
Mange funktioner
Entrepriserne omhandler en udbygning for disponering af de primære akutrelaterede funktioner. Byggeriet indeholder en akutmodtagelse indeholdende observationsafsnit, et akut operationsafsnit, en intensiv afdeling, et fødeafsnit, en neonatalafdeling og sengeafdelinger for kardiologi, gynækologi, obstetrik, en gastroenhed samt et pædiatrisk afsnit.
Et tilhørende P-hus med 500 p-pladser er også planlagt.