Målt på antallet af konkurser har bygge- og anlægsvirksomhederne ikke haft det bedre siden 2007.
Indtil videre i år har 289 virksomheder inden for bygge og anlæg drejet nøglen om som følge af konkurs. Man skal tilbage til 2007 for at finde et lavere antal byggekonkurser.
I forhold til sidste år er der sket en reduktion på knap en tredjedel. På samme tidspunkt sidste år var 420 byggevirksomheder ramt af konkurs.
- Det er da en understregning af, at det atter går fremad i byggeriet, men man skal være lidt varsom med at tolke antallet af konkurser ind i den øjeblikkelige konjunktursituation. Konkurser kommer jo ofte med en vis forsinkelse i forhold til, hvordan virksomhederne klarer sig. Der er dog uden tvivl virksomheder, som har fået kunstigt åndedræt det seneste halve år som følge af de to storme og Boligjobordningen, som generelt har givet et pænt aktivitetsniveau i branchen, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri til tallene.
Stabilt lavere niveau
Ifølge Danmarks Statistiks netop offentliggjorte tal gik 42 byggevirksomheder konkurs i juli. Det er det samme som måneden før og samtidig tæt på gennemsnittet for årets første syv måneder.
- Antallet af konkurser er med andre ord stabiliseret på et lavere niveau end de seneste år. Hvis udviklingen fortsætter de kommende måneder, når vi under 500 konkurser i år, hvilket vil være et stort trin ned på krisestigen, siger Bo Sandberg.
Han understreger, at antallet af byggekonkurser i mere normale tider - det vil sige inden krisen - har ligget mellem 200 og 400.
I BAT-kartellet noterer man netop, at der fortsat er op mod dobbelt så mange månedlige konkurser i forhold til før krisen indtrådte.
- I forhold til antallet af konkurser kan man altså ikke på nogen måde hævde, at krisen er ovre. Selvom der er flere spæde positive tegn på, at krisen måske vender, og der så småt er kommet mere gang i aktiviteten, så er det stadig nødvendigt, for regeringen at have fokus på aktivitets- og beskæftigelsesfremmende initiativer i bygge- og anlægsbranchen, siger sekretariatsleder Gunde Odgaard.
Bo Sandberg mener, at vi formentlig er på vej ind i en mere normal økonomisk situation en slags ingenmandsland mellem krise og et muligt kommende opsving.
- Denne gråzone giver måske knapt så mange overskrifter, som hvis man med store armbevægelser proklamerer, at nu er opsvinget her - men det er ikke desto mindre realiteten i Dansk Byggeris optik, siger Bo Sandberg.