Midlertidig motorvej halverer anlægsperiode
Midlertidig motorvejsstrækning i forbindelse med jernbanebyggeri gør alle parter glade
Det er anlæg af en midlertidig motorvejsstrækning, der giver anledning til den gensidige glæde.
Det er Banedanmark og Vejdirektoratet, der i samarbejde har fundet frem til den optimale løsning i forbindelse med, at den kommende højhastighedsbane mellem København og Ringsted skal føres diagonalt under Holbækmotorvejen i Brøndby på den københavnske vestegn. Der er etableret en midlertidig motorvej på knap 800 meter, hvortil trafikken forlægges, mens motorvejen graves op for at gøre plads til den 250 meter lange kommende jernbanetunnel.
Optimal løsning
Det er første gang i danmarkshistorien, at en jernbanetunnel skal føres under en eksisterende motorvej.
- Vi synes i beskedenhed, at det er en optimal løsning. Vi halverer anlægsperioden, og det bliver billigere, siger Susanne Frank, der er projektleder i Banedanmark på den pågældende strækning af det store jernbaneprojekt.
- Ved en mere traditionel løsning havde det taget op mod tre år at anlægge tunnelen og givet anledning seks-syv trafikomlægninger af motorvejstrafikken. Nu kan anlægsperioden på strækningen skæres ned til mindre end halvandet år. Samtidig betyder den kortere anlægsperiode også, at det samlet set bliver billigere, selv om det koster cirka 12 mio. kroner at anlægge den midlertidige motorvejsforlægning. Løsningen betyder også en forbedring af arbejdsmiljøet for entreprenørerne, fordi anlægsarbejdet får større afstand til motorvejstrafikken. Derfor er entreprenørerne også meget glade for løsningen, siger Susanne Frank.
Hun oplyser, at den midlertidige motorvej indgik i udbudsmaterialet for den pågældende entreprise. De bydende entreprenører har dog haft mulighed for at komme med andre forslag, men det er ikke sket.
- De har også kunnet se de åbenbare fordele ved den valgte løsning, siger projektlederen.
Fremkommelighed sikret
Er der stor tilfredshed hos bygherren med den valgte løsning, er der det ikke mindre hos Vejdirektoratet.
- Det er en genial løsning. Det er best value for money. Ved at anlægge en helt ny motorvejsstrækning får vi den bedste fremkommelighed, siger projektleder Peter Garborg.
Den ny stump motorvej er som den eksisterende med to gange tre spor men dog uden nødspor. I stedet etableres der et særligt ulykkesberedskab morgen og eftermiddag, så havarerede biler kan trækkes væk inden for maksimalt 15 minutter.
Motorvejen er uden midterautoværn. I stedet er der opsat plastpæle i midterrabatten.
- Vores erfaring er, at bilisterne ikke er glade for de hårde autoværn på veje med smalle kørebaner og derfor automatisk trækker ind mod den nærmeste vognbane. Plastpæle giver efter ved påkørslen, men yder naturligvis ikke den samme beskyttelse, siger Peter Garborg.
Den midlertidige motorvej åbnes for trafik i denne uge.
To nye vejbroer
Entreprisen består ud over jernbanetunnelen og en strækning hvor banen ligger i åbent trug også af to nye vejbroer. Det er den lokale Brøndbyøstervej, der indtil for nylig blev ført under motorvejen, der skal hæves 11 meter og føres over motorvejen og jernbanen på to nye vejbroer.
Det er et joint venture bestående af entreprenørvirksomhederne Barslund og CG Jensen, der udfører entreprisen.