23948sdkhjf

Rådgivere undrer sig

Rådgivere ægrer sig over spildte ressourcer brugt på at afgive tilbud på det nu annullerede udbud
De bydende rådgivere, som afgav tilbud på bygherrerådgivning til et nyt fælles opbevaringsmagasin for tre museer og et bibliotek, undrer sig over, at OPP (offentlig-privat partnerskab) først er kommet på banen, efter at udbuddet næsten var afsluttet.

Udbuddet blev nemlig - som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev mandag - annulleret, efter at fem teams havde afleveret deres tilbud. Forklaringen er ifølge styrelsen, at Kulturministeriet ønsker at undersøge, om projektet med fordel kan gennemføres som OPP-projekt.

- Vi kan principielt godt forstå behovet for at afsøge potentialet i OPP. Vores undren går på, hvorfor denne afsøgning først påbegyndes, efter at styrelsen har gennemført en bekostelig udbudsproces. Det synes ikke i tråd med regeringens øvrige vækstfremmende politik, at private virksomheder påføres den slags unødige omkostninger, siger Ulf Christensen, adm. direktør i Kuben Management, som afgav bud med underrådgiverne PLH Arkitekter, ÅF - Hansen & Henneberg, Nybolig Erhverv København samt Thorup - Rådgivende Ingeniører.

Styrelsen har tidligere i et skriftligt svar fortalt til Licitationen, at OPP havde været blandt overvejelserne tidligere, men at projektet sidenhen udviklede sig fra at omfatte to til nu fire institutioner - og at en ny vurdering derfor var hensigtsmæssig.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor styrelsen ikke undersøgte OPP-aspektet, før bygherrerådgivningsudbuddet blev udsendt. På det tidspunkt omfattede projektet jo de fire institutioner.

Også Moe, som bød i et team med underrådgiverne Erik Møller Arkitekter, Horten Advokatpartnerselskab og Mtre, undrer sig.

- Det er selvfølgelig frustrerende, og det kan undre én, at man ikke har fundet ud af, at det skulle vurderes i forhold til OPP, inden man udbød det, men der kan være årsager, vi ikke kender, siger adm. direktør i Moe Christian Listov-Saabye.

Spildte ressourcer

Beklageligt og ærgerligt er de ord, rådgiverne bruger om det aflyste udbud.

- Det er altid beklageligt, hvis der ikke er styr på processerne - det gælder både i det offentlige og det private. Det er et bredt politisk ønske at øge produktiviteten i landet, og i den sammenhæng er det en forudsætning, at man som indkøber - hvad enten man er privat eller offentlig - ved præcist, hvilke ydelser man ønsker, således at vi som leverandører kan give det rigtige tilbud, siger Jesper Mailind, adm. direktør i Alectia, som bød sammen med Wohlert Arkitekter, Colliers International Danmark og konsulent Poul Hasbeck.

Han tilføjer, at det har kostet Alectia såvel som underrådgiverne mange ressourcer både intellektuelt og mandetimemæssigt at udarbejde tilbud.

Samme melding kommer fra Orbicon, som gav bud sammen med underrådgiverne Sweco Architects, Munksgaard plus Andersen Bygherrerådgivning og PwC.

- Vi synes, at det er utroligt ærgerligt, at udbuddet er blevet annulleret. Det er et super spændende projekt, som vi har brugt en del ressourcer på at give tilbud på, siger Marianne Madsen, der er direktør for Byggeri i Orbicon.

Uden at have det specifikke regnestykke vurderer hun, at Orbicon sandsynligvis har brugt et par 100.000 kroner på at udregne tilbud. Den sidste tilbudsgiver Grontmij, som bød i et team med underrådgiveren H+Arkitekter ønsker ikke at kommentere sagen.

En saglig grund

Moe fortæller, at man ikke vil rejse nogen form for krav mod styrelsen på baggrund af annulleringen, mens Orbicon og Alectia ikke ved det på nuværende tidspunkt.

Ifølge partner og advokat i Horten Advokatpartnerselskab Andreas Christensen skal der være en saglig grund til, at man som udbyder vælger at annullere et udbud. En saglig grund kan eksempelvis være, at ingen af de indkomne tilbud var konditionsmæssige, eller at der var fejl i udbudsmaterialet.

Andreas Christensen påpeger, at det kræver en grundig gennemgang af sagen, før man kan komme med en kvalificeret vurdering af, om der ligger en saglig grund bag Styrelsen for Slotte og Kulturejendommes annullering af bygherrerådgivningsudbuddet, men han siger overordnet:

- Hvis der er sket et politisk skifte, så man eksempelvis gerne vil vurdere et projekt i forhold til OPP, så vil der være tilbøjelighed til at se det som en saglig grund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13