Rådgiverne klar til opgaver i Grønland
Med følgeloven til den grønlandske storskalalov er juraen om udlændinges opholds- og arbejdstilladelser på plads. Forventningerne er nu, at der bliver et øget behov for dansk rådgivning
Følgeloven er en revidering af Udlændingeloven, der gør det muligt for udenlandske investorer at medbringe sine egne arbejdere til blandt andet opgaver i den grønlandske minedrift.
Dermed er der åbnet op for muligheden for, at Grønland kan udvikle sine erhverv og skabe nye indtægter.
Hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) fortæller adm. direktør Henrik Garver, at man har fulgt processen omkring storskalaloven og følgeloven, som foreningen er meget positiv omkring.
- Der er ikke noget, der er begyndt at røre på sig endnu, og der kommer nok til at gå noget tid, før det sker, men vores forventninger er, at det medfører et investeringebehov og dermed behov for rådgivning, siger han.
Allerede nu er FRIs medlemmer aktive på Grønland, men med det nye fokus på minedrift lægges op til nye muligheder for de danske rådgivere.
- Det lægger op til flere opgaver til rådgivere - både til opgaver omkring infrastruktur og udvikling af det grønlandske samfund, men også til opgaver med minedrift. Vi har i dag en masse erfaringer med offshore-aktiviteterne i Nordsøen. Det vil være tilsvarende erfaringer, man kan opbygge på Grønland, siger Henrik Garver.
Han mener derfor, at de danske rådgivere står stærkt.
- Det her kan potentielt blive godt for det grønlandske samfund og samtidig give grønlandske og danske virksomheder førerposition inden for arctic engineering, siger Henrik Garver.
400 mand i området
Henrik Fenger Jeppesen er adm. direktør i Rambøll Grønland, der er den næststørste lokale rådgiver på Grønland. Han mener ikke storskalaloven på nuværende tidspunkt ændrer så meget.
- Vi er her allerede, så for os er der ikke den store forskel. Storskalaloven ændrer ikke så meget i forhold til vores aktiviteter, men forhåbenligt vil storskalaloven betyde at der sættes gang i flere store infrastrukturprojekter, siger han.
Og når de opgaver bliver udbudt, så står Rambøll Grønland klar.
- Vi er klar til at byde ind på opgaver indenfor miljø, infrastruktur og minedrift. Vi er en grønlandsk baseret virksomhed og vi har derfor nogle kompetencer i forhold til miljø og infrastruktur i det arktiske område, siger han.
Rambøll har i dag over 400 mand i det arktiske område.
Kun DF og Enhedslisten stemte imod følgeloven.